Regeringen er i dialog med Etiopien og Tunesien om modtagecenter – nu kræver partier stop for »hemmelighedskræmmeri«
Regeringen bør sætte navn på de lande, som man vil placere asyllejre i, mener flere partier. Ifølge nye oplysninger er Etiopien og Tunesien i spil.
Den danske regering har i al hemmelighed været i dialog med blandt andet Etiopien, Tunesien og et tredje land om et modtagecenter for asylsøgere, der skal flyves fra Danmark til et land uden for Europas grænser.
Det fremgår af dokumenter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Hidtil har regeringen konsekvent afvist at fortælle, hvilke mulige værtsnationer man forhandler med.
Det er politik, der skal gennemføres med os – så det vil være rigtig klogt at holde os orienteret.Mads Fuglede (V), udlændingeordfører
Etiopien har alvorlige problemer med at overholde menneskerettighederne, og det er stærkt problematisk at flyve asylsøgere dertil, mener Jeff Crisp, migrationsekspert fra Oxford University og fhv. chef i FN’s flygtningeorganisation, UNHCR.
»Jeg troede ikke, at noget kunne overraske mig mere, men jeg er overrasket over, at den danske regering har overvejet Etiopien,« siger han, mens lektor i Afrikastudier Stig Jensen siger om landet:
»Det er virkelig et repressivt system, og det har det altid været.«
Jyllands-Posten har fået aktindsigt i rejseaktiviteterne for Anders Tang Friborg, der som særlig migrationsambassadør skal »åbne døre« for et modtagecenter i udlandet. De fleste dokumenter er mørkelagt, men i en oversigt over udgifter fremgår turene til Etiopien og Tunesien. Turene bekræftes af en medrejsende embedsmand og af billeder fra det etiopiske udenrigsministerium.
Derudover er Tang Friborg med henblik på forhandlinger rejst til eller via Egypten, fremgår det.
Oplysningerne kommer frem, kort inden Folketinget torsdag skal behandle et lovforslag, der gør det juridisk muligt at oprette et modtagecenter i udlandet. Flere partier kræver nu, at regeringen spiller med åbne kort.
»Det har offentlighedens berettigede interesse, og derfor er jeg uforstående over for hemmelighedskræmmeriet,« siger Rosa Lund (EL).
»Det er politik, der skal gennemføres med os – så det vil være rigtig klogt at holde os orienteret. Regeringen har ikke 90 mandater, og der er ikke efterspørgsel på asylbehandling uden for Danmarks grænser blandt støttepartierne,« siger udlændingeordfører Mads Fuglede (V).
Også De Konservative opfordrer regeringen til åbenhed. Det afviser udlændingeminister Mattias Tesfaye:
»Vi kommer ikke til at sætte navn på. Det er ikke kun et enkelt land, vi hænger hatten på.«