Regeringen gennemfører stramning, som ministeren selv advarede imod
Udlændingeministeren stemte imod, at milde domme skulle udelukke statsborgerskab. Nu bliver det gennemført alligevel.
Regeringen vil virkeliggøre en stramning af reglerne om statsborgerskab, som den ellers var imod for mindre end et år siden.
I maj 2020 behandlede Folketinget et forslag fra De Konservative om at udelukke udlændinge, som har været idømt en betinget eller ubetinget fængselsstraf, fra at blive danske statsborgere.
Vi har nu indtaget en strammere holdning. Der har været en debat. Det er svært at argumentere for, at folk, der har fået ubetingede og betingede fængselsstraffe, automatisk skal komme på et lovforslag om statsborgerskab.Udlændingeminister Mattias Tesfaye
Udlændingeminister Mattias Tesfaye var uenig og brugte et eksempel med en ung mand, der fik 10 dages betinget fængsel for at have stjålet en knallert.
»Jeg er ikke tilhænger af, at 10 dages betinget fængsel som ung skal betyde, at man for resten af livet aldrig nogensinde vil kunne blive dansk statsborger,« sagde han og var med til at stemme forslaget ned.
Alligevel har regeringen indgået en politisk aftale med V, K og LA om netop det. Tirsdag lød forklaringen fra Mattias Tesfaye:
»Det er vel rimeligt nok, at Folketinget i det her tilfælde siger: ”Stop lige op, kammerat, nu skal tingene lige hænge sammen, du kan ikke på den ene side begå alvorlig kriminalitet og på den anden side søge om statsborgerskab”.«
Det vil få konsekvenser for en 21-årig mand med udenlandsk baggrund, som Jyllands-Posten har talt med, men som ikke ønsker at få sit navn offentliggjort. Han vil som udgangspunkt være afskåret fra at blive dansk statsborger, fordi han som 15-årig var med til at bruge pulverslukkere i tre klasselokaler og forårsagede skader for ca. 138.000 kr. Det gav 10 dages betinget fængsel – altså præcis den straf, som Tesfaye advarede mod at sanktionere.
Enhedslisten langer ud efter ministerens »zigzagkurs«.
»Man fratager en masse mennesker håbet om at kunne få et statsborgerskab. I stedet får de reelt en fuckfinger. Det ødelægger integrationen, at folk skubbes væk og aldrig kan blive fuldgyldige medlemmer af det danske samfund,« siger ordfører Peder Hvelplund (EL).
Mattias Tesfaye medgiver, at regeringen har »flyttet« sig, men han understreger, at Folketinget kan dispensere fra hovedreglen og i særlige tilfælde give statsborgerskab til udlændinge med fængselsdomme.
»Vi har indtaget en strammere holdning. Der har været en debat. Det er svært at argumentere for, at folk, der har fået ubetingede og betingede fængselsstraffe, automatisk skal komme på et lovforslag om statsborgerskab.«