Fortsæt til indhold
Politik

Status før forhandlinger om genåbning: Kun hver 10. coronaseng er optaget lige nu

Antallet af døde og indlagte vil falde markant, når alle over 50 år er tilbudt vaccination, viser notat. Mens partilederne er på vej til forhandlinger om genåbningen af Danmark, har Sundhedsstyrelsen gjort status på kapaciteten på sygehusene.

Der er masser af ledige senge til coronapatienter i øjeblikket.

Det fremgår af et notat, som kommer frem, kort før de politiske forhandlinger om genåbningen af Danmark fortsætter i eftermiddag i Statsministeriet.

I notatet konstaterer Sundhedsstyrelsen, at der pr. 16. marts var indlagt 164 covid-19-patienter i medicinske senge og 43 patienter til intensiv behandling.

»Det svarer til, at ca. 10 pct. af de aftalte medicinske sengepladser og ca. 13 pct. af de aftalte intensive sengepladser til covid-19-patienter er i brug,« skriver styrelsen.

Netop kapaciteten i sygehusvæsenet har været et gennemgående argument fra regeringen for nedlukningen i Danmark. Det omtales også som den grønne kurve, der helst skal holde sig under antallet af sengepladser på landets sygehuse og hospitaler.

Den samlede nationale kapacitet er ifølge Sundhedsstyrelsen aktuelt 1.611 medicinske senge og 322 intensive senge.

Generelt går det den rigtige vej ift. coronaindlæggelser, skriver Sundhedsstyrelsen, som konstaterer, at der ses »en tendens til let fald i antallet af indlagte over den seneste uge«.

»I antallet af dagligt nyindlagte med positiv test for covid-19 har der den seneste måned været en tendens til stagnation med ca. 25 nyindlagte patienter om dagen,« hedder det i notatet.

På Christiansborg presser de blå partier på for at genåbne mere og hurtigere, end regeringen har lagt op til. Støttepartierne er mere tilbageholdende, men ser et stort behov for at få børn og unge tilbage i skole.

Partierne venter endnu på at se de matematiske beregninger fra en ekspertgruppe under Statens Serum Institut, der kan anskueliggøre effekten på smitte og indlæggelse ved at genåbne nye dele af Danmark.

Ekspertgruppen forventede i sin seneste forudsigelse, at den delvise genåbning, der begyndte 1. marts, ville føre til 870 indlagte midt i april, men Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, har erkendt, at det går så godt, at det ikke vil gå så galt.

Ifølge et andet notat fra Sundhedsstyrelsen har der den seneste uge ikke været nogle covid-19-tilfælde blandt danskere over 90 år. Det tilskrives den gennemførte vaccination af de ældste, og når det gælder plejehjemsbeboerne er smittetilfældene faldet markant siden uge 1, hvor der var 465 smittede på plejecentrene, men kun 5 tilfælde i uge 9. I den seneste uge har der ikke været covid-19 dødsfald på plejecentrene, lyder det.

Samtidig fastslår styrelsen i notatet, at når alle danskere over 50 år ifølge den nye vaccinationskalender forventeligt har fået tilbudt og afsluttet vaccination i begyndelsen/midten af juni vil antallet af covid-19-dødsfald og indlæggelser falde dramatisk og sygehusbelastningen være lav.

I alt har 12.709 personer indtil nu været indlagt med Covid-19 under hele epidemien og af disse var 9.909 50 år eller ældre.

Styrelsen tager udgangspunkt i, at 90 pct af alle over 50 år vil tage imod vaccinationstilbuddet, som vil forebygge 90 pct. af indlæggelserne. Dermed når man frem til, at vaccinerne efter skæringstidpunktet for vaccineringen af de +50 årige forebygger 63 pct. af alle indlæggelser – svarende til, at 8.027 af de hidtidige indlæggelser ville kunne undgås.

Når det gælder intensivpladser vil vaccinerne kunne reducere indlæggelsesbehovet med 70 pct., når 90 pct. af alle over 50 år har taget imod vaccinen, mens antallet af dødsfald forventes at falde med 81 pct.

I alt er 2.381 danskere døde med covid-19 – 2.368 af dem var over 50 år.

Sundhedsstyrelsen konkluderer derfor, at »en stor del af målsætningen om at forebygge sygdom og død hos personer, der får alvorlige forløb med COVID-19, vil være indfriet«.

Venstre har argumenteret for, at landet bør åbnes helt op, når dem over 50 år er vaccinerede.