Fortsæt til indhold
Politik

Magnus Heunicke afviser blå bloks kritik: Jeg vil også gerne selv have åbnet, men det skal gøres forsvarligt

Sundhedsminister Magnus Heunicke påpeger, at anbefalingen er, at der skal være god tid mellem genåbningens faser.

Fredag lød der kritik af regeringen fra oppositionen, som kollektivt mener, at regeringen mangler en genåbningsplan, og at der mangler »konkrete svar« på, hvilke planer for genåbningen, der foreligger.

Efter et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke og Folketingets sundhedsordførere fredag lød der fra Venstre kras kritik af, hvad partiet mener er regulært nøl fra regeringen i debatten om genåbning.

»Vi havde forventet at få nogle delresultater på det i dag. Men der er intet kommet. De skal først nu til at starte beregningsprocessen op over de kommende uger. Regeringen har intet foretaget sig. Regeringen har sagt forskellige ting de sidste uger, men på det faktuelle plan er der intet nyt,« lød det kort efter middag fra Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til TV 2 News.

Men det er helt forkert, siger sundhedsministeren, som mener, at Venstre af den ene eller den anden årsag må have misforstået sagens kerne.

»Det virker, som om Venstre er overrasket over, at der skal åbnes gradvist. Men den helt klare anbefaling fra ekspertgrupperne er, at der skal være god tid mellem de forskellige genåbningsfaser. Der skal ske en gradvis åbning under tæt overvågning af data, og det er data fra genåbningen af skolerne for 0.-4.-klasserne, som vi nu regner på,« siger Magnus Heunicke, der afviser kritikken af, at regeringen har siddet på hænderne.

»Jeg har en kæmpe forståelse for, at vi skal have åbnet op, det vil jeg også gerne selv. Men vi åbnede i mandags for de små, og såvel vores som de eksterne epidemiologer har helt entydigt sagt, at det er vigtigt, at vi gør det forsvarligt. Og vores definition af forsvarligt er, hvad den faglige, brede gruppe af eksperter siger er forsvarligt,« lyder det fra sundhedsministeren.

Da der blev genåbnet efter forårets nedlukning, skete det også i etaper, påpeger Magnus Heunicke og forklarer, at der er usikkerheder forbundet med data, og det derfor er nødvendigt at følge udviklingen tæt. Det er bl.a. udviklingen af den britiske virusvariant samt udrulningen af vaccinationsprogrammet over tid, der skal regnes på set i forhold til forskellige genåbningsscenarier, lyder argumentet.

Da en ekspertgruppe for matematisk modellering af covid-19 blev bedt om at beregne effekterne af at sende de yngste elever tilbage i skole, påpegede gruppen netop en forsigtig åbning i flere faser i sin anbefaling.

»Indsatsgruppen lægger vægt på, at det er vigtigt at åbne langsomt med god tid mellem de forskellige genåbningsfaser, så det er muligt at vurdere effekten af den seneste genåbning,« lød beskeden.

Magnus Heunicke peger på, at den faglige referencegruppe har advaret mod for hurtige lempelser, som gør det nødvendigt at genindføre restriktioner kort tid efter - den såkaldte ”stop & go”-tilgang.

Gennem den seneste måneds nedlukning har regeringen ikke talt om geografisk opdelte genåbninger, men torsdag åbnede sundhedsminister for de regionale genåbninger, som flere borgmestre lige som oppositionen har udtrykt ønske om, i regioner og kommuner med lav smitte.

Christian Wamberg, overlæge på intensiv afdeling på Bispebjerg Hospital i København, hvor der i øjeblikket er god plads, sagde torsdag til Jyllands-Posten, at en regional genåbning giver mening i det nuværende smittebillede.

»Jeg synes, man skal prøve sig frem i bidder. Åbne noget i nogle områder og for visse grupper og så nøje følge udviklingen,« sagde han og udtrykte samtidig bekymring for, at meget stramme og generelle restriktioner i en tid med lavt smittetal og relativt få indlæggelser kan få en negativ indflydelse på folks vilje til at følge restriktionerne.

Ifølge regeringen bliver der lige nu også foretaget beregninger af, hvad det vil betyde for smitten at lade flere elever komme tilbage i skole, genåbne en del af detailhandlen såvel som åbne for udendørs idræt og kultur.