Fortsæt til indhold
Politik

SF-profil i opråb til vaccinemodstandere: »Vi har hørt dig«

Folketingsmedlem for SF Jacob Mark opfordrer vaccineskeptikerne til stoppe med at »sprede løgne og usandheder«.

»Den her status er til dig, der er “vaccinemodstander”.«

Sådan starter folketingsmedlem Jacob Mark (SF) et opslag på sin Facebook-profil mandag eftermiddag. Her italesætter og modsiger politikeren en lang række af de argumenter, han mener, vaccineskeptikere bruger i modstanden mod coronavaccinationerne.

»Vi har hørt dig, og du er ikke tvunget til at tage vaccinen – og ingen politikere fra hverken rød eller blå blik ønsker at tvinge nogen til at tage en vaccine,« lyder det i opslaget, med henvisning til at danske politikere ikke har gjort det muligt lovmæssigt, at danskerne kan tvangsvaccineres med coronavaccinen.

Vaccinerne er ikke opfundet af Bill Gates som en måde til at kontrollere alle mennesker.
Jacob Mark (SF), folketingsmedlem

»Hvis du alligevel ikke vil tage den, så fair nok! Ingen tvinger dig, men stop for himlens skyld med at sprede løgne og usandheder og konspirationer, som risikerer at skræmme folk, hvis liv afhænger af vaccinen,« skriver han.

Jacob Mark italesætter – og afviser – i opslaget desuden en af de mest udbredte konspirationsteorier, der omhandler, at Microsoft-grundlægger Bill Gates bruger vaccinerne til at sprøjte mikrochips ind i jordens befolkning for på den måde at overtage kontrollen med menneskeheden.

»Vaccinerne er ikke opfundet af Bill Gates som en måde til at kontrollere alle mennesker. De er udviklet af førende medicinalvirksomheder, der har konkurreret om at komme først, både fordi der er mange penge at vinde, men også meget prestige. Tænk på, hvor mange gange selskabernes navne er blevet nævnt de sidste døgn,« skriver han og henviser desuden til, at coronavirus ikke kan sammenlignes med en almindelig influenza.

Mange borgere har desuden været bekymrede for, om vaccinerne har ukendte bivirkninger, da vaccinerne er udviklet på rekordtid. Den problematik berører SF’eren også i opslaget.

»Man kan aldrig gardere sig fuldstændigt mod birkvirkninger, men nu har læger og forskere igen og igen fortalt, at årsagen til, at vaccinen er hurtigt færdig, skyldes, at virksomhederne denne gang har kunnet investere massivt på én gang med udsigt til stor fortjeneste – og afprøve den i forsøgene på langt flere mennesker, langt hurtigere. Konklusion: Den første vaccine har en virkelig god effekt, og foreløbig har bivirkningerne været meget små. Der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig.«

Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har flere gange tidligere udtalt sig om samme emne, og her er budskabet enslydende.

»Man kan ikke være 100 pct. sikker. Det kan man aldrig med lægemidler og mennesker. Men langt de fleste bivirkninger ved vacciner opstår inden for seks uger, så man finder rigtig meget på de tre til seks måneder,« udtalte han tidligere i december til DR.

De gængse bivirkninger ved de vaccinetyper, danskerne vaccineres med, er ifølge Senderovitz kløen efter selve vaccinestikket samt efterfølgende feber.

Ifølge det såkaldte Hope-projekt, hvor forskere på Aarhus Universitet siden coronaens indtog i foråret har undersøgt danskernes holdning og adfærd, vil 78 pct. af danskerne lige nu takke ja til en coronavaccine. Flere end 2 af 10 vil altså sige nej til et vaccinestik.

Jacob Mark tilhører dog de 78 pct., der gladeligt tager imod vaccinen, når det bliver hans tur.

»Ja, jeg vil gerne selv tage vaccinen,« skriver han, inden han slutter:

»Og nu vil du sikkert skrive noget rasende i kommentarfeltet om, at jeg ikke fatter noget. Til det er mit svar allerede nu: Man skal ikke kaste med æbler, når man selv er et skrog.«