Inger Støjberg efter Ellemann-udmelding: Jeg er meget overrasket og helt uenig
Venstres næstformand, Inger Støjberg, er på ingen måde enig i partiformand Jacob Ellemann-Jensens udmelding om at støtte en rigsretssag mod hende, hvis Folketingets jurister ser grundlag for det.
Venstres næstformand, Inger Støjberg, er »meget overrasket og helt uenig« i partiformand Jakob Ellemann-Jensens udmelding om at støtte en rigsretssag mod hende, hvis der er juridisk grundlag for det.
Det skriver Støjberg på sin Facebook-profil.
»Jeg er meget overrasket. Jeg vidste ikke, han havde lavet interviewet (med Jyllands-Posten red.), og jeg er helt uenig,« lyder det i opslaget.
Inger Støjberg skriver videre, at hun har kendskab til, at Ellemann-Jensen har haft to uafhængige advokater til at kigge på sagen.
»Deres vurderinger kender jeg, og jeg ser frem til, at deres vurderinger lægges frem. Jeg kan røbe så meget, at deres konklusioner et langt stykke hen ad vejen underbygger min egen opfattelse af sagen. Der er bestemt begået fejl, og dem beklager jeg - men jeg har selvfølgelig ikke bedt nogen om at bryde loven. Derfor mener jeg heller ikke, der er grundlag for nogen rigsretssag,« skriver hun.
Jacob Ellemann-Jensen udtalte mandag i et interview med Jyllands-Posten, at Venstre »ultimativt er klar til at støtte en rigsretssag«, fordi partiet ifølge formanden ikke kan leve med det billede, der i forbindelse med instrukssagen hersker af Venstre i offentligheden.
»Ultimativt er vi klar til at støtte en rigsretssag. Nu afventer vi vurderingen fra Folketingets advokater, men kernen i mit budskab er, at Venstre ikke kan tåle at have den her mere eller mindre konkrete anklage hængende over os. Vi er et parti, der står for lov og orden. Så derfor er vi også klar til en rigsretssag, hvis ikke Folketinget på baggrund af advokaternes vurdering kommer med en klar konklusion,« siger Jakob Ellemann-Jensen efter at have læste Instrukskommissionens delberetning, der kom tidligere på måneden og er meget kritisk over for Støjberg.
Inger Støjberg slår i sit opslag fast, at hun vil fortsætte kampen om »barnebrude«, om der kommer en rigsretssag eller ej.
»Om der kommer en rigsret eller ej, vil jeg fortsætte kampen mod det ækle fænomen, som barnebrude er. Det er en kamp, som jeg kommer til at kæmpe resten af mit liv,« skriver Støjberg.
Instrukskommissionen konkluderer bl.a. i sin delberetning, at en instruks fra 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var ulovlig.
Derudover fastslog delberetningen, at næstformanden op til flere gange gav Folketinget vildledende oplysninger i forbindelse med sagen.
Inger Støjberg var på daværende tidspunkt udlændinge- og integrationsminister.