Fortsæt til indhold
Politik

Der er kun en uge tilbage med forsamlingsforbud, og nu lægger Mette Frederiksen og Heunicke ansigterne i bekymrede folder

Om syv dage udløber det lille forsamlingsforbud, der betyder, at danskerne maksimalt må samles 10 personer ad gangen. Nedtællingen til juleferien - og diskussionerne om, hvordan vi kan holde jul - sker i lyset af høje smittetal. Sundhedsordførere er indkaldt til orientering søndag morgen.

Der er nu godt to uger til, at rigtig mange danskere så småt vil være på nippet til at tage hul på juleferien i et år, hvor borgerne har vænnet sig til at gennemføre hverdagen underlagt en lang række restriktioner, der ifølge regeringen og sundhedsmyndighederne skal bidrage til at begrænse spredningen af coronavirus.

Endnu er der dog ikke fuldkommen klarhed over, hvilke restriktioner borgerne kan forvente at skulle gennemføre julen 2020 med.

Det står imidlertid klart, at danskerne senest den 13. december kan forvente at blive opdateret på, hvad der vil gælde og ikke gælde henover julen, særligt i forhold til social kontakt med familie og venner. Mens langt de fleste af de nuværende restriktioner først udløber lørdag den 2. januar 2021, er det nuværende forsamlingsforbud på 10 personer nemlig udstyret med en udløbsdato om præcis en uge - søndag den 13. december.

Vi giver dig overblikket over restriktionerne og deres udløbsdatoer nederst i denne artikel. Inden du når derned, skal vi lige omkring en udmelding fra statsminister Mette Frederiksen, der kom lørdag aften.

Regeringen har endnu ikke oplyst, hvornår den vil melde noget nyt ud. I midten af november gav statsminister Mette Frederiksen udtryk for, at det endnu var for tidligt at tage stilling til eventuelle ændringer i restriktionerne i forbindelse med julen. I aftes kommenterede statsministeren - dog uden konkrete nyheder - situationen omkring jul og coronavirus.

»Smitten er for høj. Alt for høj. Den stigning, vi har set nu over flere dage, er bekymrende, og der er grund til at tage det meget alvorligt. En kraftig appel til os alle om igen-igen at yde en ekstra indsats. Først og fremmest skal vi ses med færre mennesker, så det bliver nemmere at bryde de mange smittekæder. Vi bliver nødt til at tænke: Skal vi ses? Og ikke kun, hvordan vi skal ses?,« skrev statsministeren.

Hun afslutter sit Facebook-opslag med en advarsel om, at regeringen lige nu er i overvejelser af, om grebet om smittespredningen skal strammes endnu mere.

»Jeg ved godt, det er svært i denne juletid - men det er meget afgørende. Derudover: Vi overvejer kraftigt, om der er behov for at skærpe restriktionerne endnu mere. Vi skal have bedre styr på smitten inden jul. Det håber jeg på alles opbakning til,« skriver Mette Frederiksen.

Senere lørdag aften kom det frem, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har indkaldt sundhedsordførerne for folketingspartierne til en orientering søndag formiddag.

»Vores sundhedsmyndigheder i indsatsgruppen har mødtes flere gange siden fredag morgen, og der undersøges konkret om og hvilke restriktioner, der er nødvendige at indføre, som vil have den effekt, vi har brug for i samfundet. Mere om det så snart, der er nyt,« skrev ministeren på Facebook.

I løbet af oktober og november er smitten med coronavirus i Danmark steget. Mens der den sidste uge af september og den første uge af oktober var mellem 400 og 500 nye smittede per dag, har der kun været under 1.000 nye smittede om dagen fem dage siden den 26. oktober, hvor tallet var 1.015.

Smitten er blot steget, efter vi har taget hul på december. Den 30. november blev der registreret 1.534 nye smittede, mens tallene fra den 1. til og med den 5. december var henholdsvis 1.710, 1.869, 1.839, 1.603 og 2.115 nye smittede. Med til billedet hører, at myndighederne fredag den 4. december (1.603 smittede) kun havde talt testresultater for 18 timer, mens tallene for lørdag den 5. december (2.115 smittede) dækker testresultater for ét døgn plus de manglende timer fra fredagsdøgnet.

Magnus Heunicke kommenterede de stigende smittetal i sit opslag på Facebook lørdag.

»Jeg har travlt denne weekend med at håndtere epidemien, hvor vi nu igen har stigende smittetal i flere kommuner i Danmark. Situationen er alvorlig, og ingen skal tvivle på, at vi er parate til at tage de tiltag og restriktioner i brug, som er nødvendige for at bevare epidemien under kontrol og sikre vores sundhedsvæsen,« skrev Heunicke.

Følgende restriktioner og anbefalinger udløber søndag den 13. december 2020

  • Loft over forsamlinger på maksimalt 10 personer. Loftet er 50 personer ved udendørs begravelser og bisættelser.
  • Anbefaling om maksimalt at samles 10 personer i private husstande.
  • Anbefaling om at begrænse fysisk samvær med maksimalt 10 personer uden for egen husstand, arbejdsplads, skole og fritidsaktivitet.

Følgende restriktioner udløber lørdag den 2. januar 2021

  • Det store forsamlingsforbud på 500 personer ved f.eks. sportsbegivenheder.
  • Påbud om maksimalt at lukke 500 personer ind til indendørs- og udendørs idrætsarrangementer, hvis betingelserne for det er opfyldt.
  • Påbud mod at samles flere end 50 personer ved aktiviteter på socialområdet for socialt udsatte børn og unge under 18 år.
  • Krav om ikke at samles flere end 50 personer til idræts- og foreningsarrangementer - uden overnatning - for børn og unge op til 21 år.
  • Krav om mundbind eller visir i offentlig transport, samt visse indendørs offentlige arealer og i sundheds- og plejesektoren.
  • Krav om mundbind, når man bevæger sig fra et sted til et andet i biografer, på hospitaler, i kulturinstitutioner, restaurationer og i ungdomsuddannelser.
  • Krav til at restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder skal lukke klokken 22.00. Take-away er undtaget.
  • Krav om at natklubber, diskoteker og lignende holder helt lukket. Det gælder også lokaler, der anvendes som spillesteder med stående publikum.
  • Krav om at serveringssteder skal skilte med, hvor mange personer, der må opholde sig på stedet ad gangen. Disse steder skal have skærpet fokus på at overholde anbefalingen om at holde én meters afstand mellem gæster.
  • Forbud mod indtagelser af alkohol under kørsel i såkaldte partybusser.
  • Forbud mod salg af alkohol i detailhandlen efter klokken 22.00.
  • Krav om synligt opsynspersonale i butikker, der er større end 2.000 kvadratmeter.
  • Krav om at personer fra højrisikolande, der rejser indi Danmark med et anerkendelsesværdigt formål - herunder arbejdstagere - skal fremvise en negativ covid-19-test. Den må maksimalt være foretaget 72 timer, før de passerer grænsen til Danmark. Der er en række undtagelser - f.eks. for grænsependlere, der dagligt krydser grænsen, og for godstransport, så det ikke går ud over forsyniungssikkerheden.
  • Skærpet tilsyn med vandrende arbejdstagere for at forebygge smitterisiko og -spredning.
  • Intensivering af stikprøvevis indrejsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
  • I lokaler, som offentligheden har adgang til, er der areal-krav, samt krav om, at vand og sæbe eller håndsprit skal være tilgængeligt. Der er også krav om at opsætte informationsmateriale.
  • Politiet har mulighed for at udstede påbud og nedlægge opholdsforbud.
  • Regler om forlystelser, hvis funktion ikke er forsvarlig i henhold til smittefaren.
  • Regulering, retningslinjer og anbefalinger vedrørende dagtilbud, skoler, institutioner mv.
  • Diverse retningslinjer for sektorpartnerskaber på bl.a. kultur-, idræts- og erhvervsområdet.

Følgende anbefalinger udløber lørdag den 2. januar 2021

  • Opfordring til at butikker, der er mindre end 2.000 kvadratmeter, har synligt opsynspersonale.
  • Anbefaling om kun at sende ét familiemedlem på indkøb ad gangen.
  • Anbefaling om at aflyse arrangementer, hvis formål primært er socialt.
  • Anbefaling om at aflyse arrangementer med overnatning. Det kan f.eks. være kolonier, lejrture eller studieture.
  • Anbefaling om at aflyse alle byfester og lignende.
  • Opfordring til at alle offentlige og private arbejdspladser sikrer, at deres ansatte arbejder hjemmefra i størst muligt omfang.
  • Opfordring til ikke at gå på arbejde med symptomer på coronavirus.
  • Opfordring til at transportere sig selv på gåben eller cykel og til ikke at rejse i myldretiden.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.