Regeringen får sin lovhjemmel - men Enhedslisten har ikke fjernet blikket fra Mogens Jensen
Enhedslisten har hjulpet regeringen i mål med en aftale, der vil gøre det lovligt for regeringen at kræve raske mink aflivet. Men det betyder ikke, at Enhedslisten lægger forløbet med fødevareminister Mogens Jensens kritiserede håndtering af minksagen bag sig.
Selv om Enhedslisten netop har været med til at indgå en aftale om at lovliggøre aflivningen af raske mink, betyder det ikke, at partiet nu fjerner blikket fra fødevareminister Mogens Jensen (S) og freder ham efter det kaotiske forløb omkring regeringens ordre om at minkaflivninger, som blev afgivet i begyndelsen af november.
»Nej, det betyder det ikke. Tværtimod,« siger erhvervsordfører Victoria Velasquez (EL), der har taget del i forhandlingerne om den aftale, en samlet rød blok indgik mandag aften.
Partierne har aftalt, at det skal være lovligt for regeringen at påbyde minkavlere at aflive raske mink. Det betyder ikke, at det er lovliggjort fra dags dato, idet aftalen først skal fremsættes som lovforslag i Folketinget og sidenhen behandles.
»Nu er der nævnt én redegørelse (for minksagen, red.) i aftaleteksten, men der kommer også to andre redegørelser, som vi får på onsdag, og så er der samrådet på torsdag. Og det er der, vi skal have belyst det manglende lovgrundlag, og hvorfor regeringen ikke reagerede rettidigt helt tilbage i sommer og henover september og ind i efteråret,« siger Victoria Velasquez.
Ifølge Victoria Velasquez skal fødevareminister Mogens Jensen have mulighed for at forklare sig på de kommende samråd, og hun er åben for, at der kan blive kastet lys over forløbet på en måde, der kan falde positivt ud for ministeren.
»Vi vil gerne undersøge grundigt, hvad der er foregået, og hvad end det er en rød eller blå minister, skal de have mulighed for at forsvare sig, og det er det, der skal ske på samrådet. Så må vi se, om der skal være nye samråd,« siger Victoria Velasquez og fortsætter:
»Konsekvensen kan jo også være, at hvis vi ikke synes, at der kommer noget, der ændrer på vores syn på omstændighederne, så ser det sort ud for Mogens Jensen. Men beslutningen træffer vi først, når vi, som vi plejer, har fået belyst det på en ordentlig måde«.
Regeringen, Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre blev mandag aften enige om at sikre lovhjemmel til at kræve raske mink aflivet, gøre det forbudt at holde mink frem til den 31. december 2021, og at det i samme periode gøres ulovligt at transportere levende mink til og fra Danmark.
Partierne er derudover enige om at løfte beløbet, som minkavlere har ret til at modtage pr. mink de afliver inden for en vis tidshorisont. Hidtil har beløbene ligget på 10 og 20 kroner pr. aflivet mink, men det hæves nu til 30 kr. pr. mink for minkavlere, der senest den 19. november har aflivet samtlige mink i deres besætning.
Ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet er partierne enige om, at minkavlere i en række nordjyske kommuner i tillæg hertil vil blive tilbudt yderligere aflivningsbonus.
Minkavlere i kommunerne Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø vil - udover de 30 kr. pr. aflivet mink - kunne modtage 10 kr. pr. aflivet mink, hvis hele besætningen er aflivet senest den 12. november.