Fortsæt til indhold
Politik

Medie: Slagtning af alle mink er ikke lovlig

Fødevarministeren har ifølge B.T. kontaktet Folketingets partier.

Regeringen har ikke lovhjemmel til at få aflivet alle mink i Danmark, som den vil pga. mutationen af coronavirus, der er fundet i dyrene.

Det skriver B.T., der fortæller, at fødevareminister Mogens Jensen søndag har kontaktet de politiske partier, for at oplyse om, at der ikke er lovhjemmel til at trænge ind i låste minkfarme uden for Nordjylland.

Flere politikere på højrefløjen har på sociale medier kommenteret oplysningerne.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl skriver på Twitter, at regeringen vil hastebehandle en lovændring tirsdag.

»Men det er tiden for Folketinget at sige stop. Tingene skal håndteres anderledes - flere skal involveres i beslutningerne og familier, der rammes af indgreb, skal behandles ordentligt!« skriver han. Thulesens partikollega Peter Skaarup skriver, at regeringens egenrådige hastebehandlinger skal stoppes.

»Vi er valgt som lovgivere og vil insistere på, at vælgerne respekteres via normalt og ordentligt lovgivningsarbejde,« skriver Skaarup.

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, skriver følgende på Twitter:

»Det er simpelthen fuldstændig vanvittigt, at regeringen igangsætter aflivning af samtlige mink i Danmark, og så først flere dage efter opdager, at den slet ikke har lovhjemmel til det. Det er det rene galimatias. Nu må vi altså insistere på retsstaten.«

I tweetet linker han til følgende opslag på Facebook:

Også den konservative Rasmus Jarlov har kommenteret regeringens planer.

»Regeringen har i dag oversendt et brev til Folketinget, hvor de oplyser, at de IKKE har hjemmel til at kræve dyr udenfor smitteramte områder slået ned med den nuværende lovgivning. I lodret modstrid med det, som er blevet kommunikeret. Ved avlerne overhovedet dette?« skriver han.

Regeringen besluttede den 4. november, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Det skete på baggrund af en risikovurdering fra de danske sundhedsmyndigheder, efter der var fundet en mutation af coronavirus hos mink. Man frygter, at en mutation kan påvirke effekten af en vaccine mod cornavirus.

Der er fundet 11 mennesker, som har været smittet med den muterede udgave af coronavirus.

»Vi står over for en af de største sundhedsmæssige kriser, som verden nogensinde har oplevet. Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle; deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare,« sagde fødevareminister Mogens Jensen, da regeringen havde truffet beslutningen.

Venstre havde allerede inden meldingen kom frem søndag krævet sundhedsminister Magnus Heunicke i samråd for at få klarlagt, hvad præcist der ligger til grund for, at alle mink nu skal aflives.

Forud for tirsdagens møde i Folketinget siger Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, at han er "dybt forundret" over, at regeringen ikke har haft styr juraen, inden de traf en "så voldsom og vidtgående beslutning".

Der er flere end 1.100 minkfarme med sammenlagt 15 mio. dyr i Danmark, og flere end 2.600 er beskæftigede på farmene. i 2019 blev der eksporteret skind fra mink for cirka 5 mia. kr.

Artiklens emner
Minkavl