Mette Frederiksen: Det var den rigtige beslutning, at Frank Jensen trak sig
Der har været personlige forhold omkring Frank Jensen, som ikke kunne overkommes, skriver statsministeren bl.a. på Facebook.
Statsminister Mette Frederiksen melder sig på Facebook i koret af politikere, der mener, at den nu tidligere overborgmester i København og tidligere næstformand for Socialdemokratiet, Frank Jensen, har truffet den »rigtige beslutning« ved at forlade dansk politik.
Samtidig skriver statsminister, at »historien om Frank Jensen hverken kan eller skal stoppe her«, hvorefter hun roser det arbejde, som den tidligere socialdemokrat i mere end 10 år har gjort for København ved at være en »progressiv borgmester for landets hovedstad«.
Hun erkender dog, at der har været personlige forhold omkring Frank Jensen, som har blokeret for hans politik.
»Men. Og der er et men. Der har været nogle personlige forhold omkring Frank, som har været problematiske. Og som ikke har kunnet overkommes og dermed blokeret for et fortsat politisk engagement. Jeg håber, at hele historien vil blive skrevet og husket. Det skylder vi hinanden. Og det skylder vi en dygtig politiker, som har arbejdet mange år for København og Danmark,« skriver Mette Frederiksen på sin Facebook-profil.
Hun understreger samtidig, at hele MeToo-bevægelsen har sat en »vigtig« og »nødvendig« bevægelse i gang, som statsministeren opfordrer til bør diskuteres på »et ordentligt grundlag«. Hun opfordrer i den forbindelse til, at det »ikke skal være mediernes fremstilling, som afgør udkommet af en sag. «
»Jeg vil kraftigt appellere til, at andre personsager afklares i et professionelt rum. Det gælder i alle hjørner af samfundet. Og dermed også i Socialdemokratiet, hvor en advokatordning giver mulighed for netop det,« skriver Mette Frederiksen.
Under mandagens pressemøde sagde Frank Jensen, at han tilbagetrædelse fra dansk politik ikke kommer på baggrund for pres fra »nogen«. Heller ikke statsminister, Mette Frederiksen, forklarede han kort.
Ligestillingsminister Mogens Jensen kalder på Facebook Frank Jensens beslutning for »hård«, men »nødvendig«.
»Som ligestillingsminister medlem af ledelsen i Socialdemokratiet står jeg entydigt på de krænkede kvinders side. De kommentarer, der florerer på sociale medier, hvor kvinderne bliver angrebet for at stå frem, hører ingen steder hjemme. Jeg mener, vi skal takke kvinderne for at have modet til at fortælle om deres oplevelser,« skriver Mogens Jensen.