Landsformand kritiserer Ida Auken: Jeg kender ikke til noget møde
Svend Thorhauge, der er De Radikales landsformand, vil ikke udtale sig yderligere om sagen.
De Radikales landsformand Svend Thorhauge kender ikke til et møde i 2017, hvor han angiveligt skulle være blevet orienteret om en meget konkret hændelse om upassende opførsel fra Morten Østergaard.
Det skriver han i et kortfattet tweet onsdag.
»Jeg kender ikke til det møde i 2017, Ida Auken omtaler. Vi havde HB-møde i går med fuldt fremmøde, men uden hendes deltagelse. Det ville have klædt hende, at hun havde fremført sit ærinde der. Derudover har jeg ingen kommentarer og kommer ikke til at kommentere sagen yderligere,« skriver han.
Forvirringen om De Radikales kendskab til Morten Østergaards sager om upassende opførsel er stor, efter at folketingsmedlem Ida Auken i et Facebook-opslag onsdag morgen forklarede, at hun allerede i 2017 havde orienteret partiledelsen og bedt den om at skride ind over for Morten Østergaards opførsel.
Ida Auken omtaler dog i sit opslag ikke et konkret møde i 2017, men skriver blot, at hun »i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje.«
Hun fortæller også, at både den nuværende R-formand, Sofie Carsten Nielsen, og landsformanden - hvilket han altså nu også selv oplyser - har afvist at have hørt historien.
I en kommentar til sit eget opslag på Twitter uddyber Svend Thorhauge, at han ikke kan genkende Ida Aukens udlægning af sagen:
»Som jeg også skrev til Ida i lørdags, så ved jeg ikke, hvad det er, hun henviser til. Jeg har ingen kendskab til den sag«.
Ifølge Ida Auken har den tredje person, partisekretæren, modsat de to andre skriftligt bekræftet, at Auken har talt med ham om sagen.
Sofie Carsten Nielsen har onsdag afvist beskyldningerne fra Ida Auken om, at hun skulle have kendt til Østergaards krænkelser for år tilbage.
»At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet,« skriver hun i et opslag på Facebook.
Svend Thorhauge har været landsformand for De Radikale siden 2015.