Radikal sekretariatsleder får advarsel - Morten Østergaard er sygemeldt - Sofie Carsten Nielsen kendte til ny sag
De Radikales sekretariatsleder får advarsel for sin håndtering af tre krænkelsessager mod Morten Østergaard. Sofie Carsten Nielsen var orienteret om en af sagerne i flere uger før Østergaards afgang - men hun siger, hun ikke vidste, det var en af de tre sager.
Mandag aften er der kommet nye oplysninger frem i sagen om eksformand Morten Østergaards krænkelser internt i De Radikale.
Blandt andet har folketingsmedlem Katrine Robsøe nu fortalt, at hun er den krænkede i én af de tre yderligere sager, som Morten Østergaard stod frem med fredag, efter han allerede havde taget sin afsked som partileder grundet håndteringen af en sag med folketingsmedlem Lotte Rod.
Den nye partiformand Sofie Carsten Nielsen har få minutter efter Katrine Robsøes afsløring også offentliggjort en længere opdatering om tilstanden i partiet på Facebook.
Sofie Carsten Nielsen fortæller, at hun har valgt, at den hidtidige håndtering af krænkelsessagerne i partiet skal medføre en advarsel til partiets sekretariatsleder.
Sofie Carsten Nielsen skriver blandt andet:
»I dag har jeg modtaget en redegørelse om håndteringen af de tre sager, Morten Østergaard stod frem med i fredags, fra sekretariatschefen for Radikale Venstres sekretariat på Christiansborg, Lars Beer Nielsen. Redegørelsen viser, at der i alle tilfælde er reageret på sagerne, og at de er forelagt den politiske leder med en reprimande. Sagerne er holdt fortroligt og der er ikke orienteret bredere om dem. Manglen på retningslinjer har dog svækket håndteringen. Blandt andet har ikke alle klagere fået den tilbagemelding, de burde have fået. Det er ikke acceptabelt. Og herfra skal lyde den største beklagelse over, at de har haft de oplevelser, og at de ikke har fået en tilbagemelding.«
»Derfor har jeg på baggrund af redegørelsen med opbakning fra Radikale Venstres landsformandskab og forretningsudvalg besluttet, at sekretariatschefen får en advarsel for mangler i håndteringen.«
Læs hele opslaget ved at klikke her.
De Radikale har mandag aften også meddelt, at Morten Østergaard har sygemeldt sig.
»Jeg vil tage stilling til hans situation, når han er tilbage fra sygeorlov,« siger Sofie Carsten Nielsen til den udvikling.
Sofie Carsten Nielsen skriver i sin opdatering, at Morten Østergaard øjensynligt har vildledt hende om hans viden om de tre krænkelsessager udover Rod-sagen.
»Efter Lotte henvendte sig til mig, har én anden person sat sig ind på mit kontor og betroet sig til mig om Morten Østergaard. Det var Katrine Robsøe. Og det gjorde hun den 17. september 2020. Jeg har ikke talt om sagen offentligt af hensyn til Katrine, som var meget berørt af det hele, og ikke ønskede at skulle være en del af nogen som helst debat om dette. Jeg konfronterede – med Katrines accept – Morten Østergaard med sagen. Det kunne han ikke genkende. Og fortalte mig ikke, at der var andre sager. Nu står Katrine selv frem. Derfor kan jeg sige det nu,« skriver hun og fortsætter:
»Derfor blev jeg både vred og ked af det, da det i fredags kom frem, at Morten Østergaard har fået påtaler for at krænke tre kvinder udover Lotte Rod. Vred, fordi vi skal være et parti, hvor man kan komme som medlem, frivillig og ansat uden at blive krænket. Ked af det, fordi der ikke må være nogen, som føler sig svigtet af vores parti. I lørdags, dagen efter Morten Østergaard stod frem, fortalte Katrine mig, at hun var én af de tre kvinder, han omtalte i sit opslag som han havde fået påtaler for.«
Selvom Sofie Carsten Nielsen altså blev informeret om Robsøe-sagen flere uger forinden både Østergaards afgang og hans erklæring om de tre sager, holder hun dermed fast i, at hun ikke vidste, at der var tre deciderede interne, behandlede krænkelsessager om Morten Østergaard. Og hverken hun eller Robsøe vidste altså, at Robsøes sag viste sig at være en af disse tre sager.