Overblik: Her er de nye landsdækkende corona-restriktioner
Forsamlingsforbuddet sænkes, og barer og restauranter skal lukke tidligt over hele landet. Få overblikket over de nye restriktioner her.
Med nye nationale restriktioner og anbefalinger forsøger regeringen og sundhedsmyndighederne nu at vende den opadgående smittekurve med coronavirus i Danmark.
Flere af restriktionerne gælder allerede i 17 kommuner i København og omegn. De udbredes nu til hele landet, men der kommer også nye tiltag til.
De nye tiltag træder i kraft lørdag kl. 12 og gælder foreløbigt til og med 4. oktober.
Forsamlinger
- Forsamlingsforbuddet over hele landet sænkes til maks. 50 personer.
- Visse arrangementer kan være undtaget fra forsamlingsforbuddet, hvis deltagerne hovedsagligt sidder ned og kan overholde myndighedernes øvrige retningslinjer. Her er loftet 500 personer. Det gælder f.eks sports- og kulturarrangementer.
- Den særlige mulighed for superligakampe med flere end 500 personer til stede samtidig sættes ud af drift.
Restauranter, barer og natteliv
- Cafeer, restauranter og barer skal lukke for gæster kl. 22 i hele landet. Gæster og ansatte skal bære mundbind, når ikke de sidder ned. Politiet vil foretage skærpet opsyn i områder, hvor der er risiko for, at mange mennesker samles.
- Der indføres krav om skiltning med, hvor mange personer, der må være i lokalerne.
- Fester, bryllupper, konfirmationer og lign. i private hjem anbefales også at lukke kl. 22.
- Gæster på restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder bør have skærpet fokus på at holde en meters afstand til andre. Ejerne bør desuden medvirke til at sikre, at gæsterne også kan leve op til afstandskravet, hvis de opholder sig uden for serveringsstedet.
- Restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder opfordres til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer på gæster, så eventuel smitteopsporing bliver lettere for sundhedsmyndighederne.
- Der indføres forbud mod indtagelse af alkohol i busser, der kører med tilladelse efter buskørselsloven. Det sker for at forhindre de såkaldte partybusser i nattelivet.
Arbejdspladser og transport
- På alle andre arbejdspladser - både offentlige og private - opfordres ansatte til at arbejde hjemme, så vidt det er muligt og hensigtsmæssigt.
- Borgere opfordres til at benytte den offentlige transport uden for myldretiden. Gå eller tag cyklen, hvis det er muligt.
- Der er fortsat krav om brug af mundbind i offentlig transport.
- I sundheds- og ældreplejen indføres skærpede krav om brug af mundbind eller visir for både personale, patienter og besøgende.
- Kravene vil gælde sygehuse, praksissektoren, og plejecentre med mere. Visse døgntilbud på det sociale områder, hvor beboerne er særligt sårbare, vil også være omfattet.
Det sociale liv
- Under hele corona-perioden har opfordringen været at man skal holde afstand, begrænse den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.
- En ny anbefaling er, at alle danskere forsøger at begrænse deres sociale omgang med andre mennesker så vidt muligt. Myndighederne giver ikke et bestemt antal for, hvor mange personer man må ses med, men opfordrer borgerne til at bruge deres sunde fornuft. Opfordringen fra myndighederne er, at man begrænser den sociale omgang med andre mennesker mest muligt i den kommende tid. Som udgangspunkt bør man kun have tæt kontakt (kram, kys, holde hånd) med en mindre gruppe af personer.
- Det anbefales, at fester og fejringer i private hjem ikke afholdes med andre end den nærmeste, snævre omgangskreds.
- Det anbefales, at alle byfester og andre lignende arrangementer i det offentlige rum aflyses.
Detailhandlen:
- Det anbefales, at indkøb kun foretages af ét familiemedlem ad gangen.
- Der indføres krav om synligt opsynspersonale i lokaler i detailhandlen over 2.000 m2. Det gælder bl.a. dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, varehuse og lign. Kravet forventes at gælde fra 25. september, men først skal der laves retningslinjer for personalets opgaver.
- For mindre lokaler opfordres der til, at personale holder høje med, at der ikke opstår trængsel.
- Desuden opfordres borgere til at downloade og bruge sundhedsmyndighedernes smittesporings-app, Smitte|Stop.
De seneste smittetal
Det seneste døgn er der registreret 454 nye smittede med coronavirus.
Kontakttallet er 1,5. Det vil sige, at 10 smittede personer i gennemsnit smitter 15 personer.
58 personer er indlagt med coronavirus. Tre er på intensiv, heraf en i respirator.
I alt er 635 personer smittet med covid-19 døde.