Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil ikke forbyde omskæring af drenge

Efter flere dages tavshed melder Socialdemokraternes gruppeformand holdningen ud.

Regeringen har efter flere dages tavshed meldt sin holdning til omskæring af drenge ud.

Til TV 2 siger partiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, at regeringen ikke går ind for et forbud.

Debatten begyndte for et par uger siden, da flere lægefaglige grupper forlod det arbejde, som Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med for at lave en vejledning i omskæring af drenge. Både jordemødre, narkoselæger og sygeplejersker stoppede med arbejdet.

Narkoselægernes selskab, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (Dasim), mente, at det er uforsvarligt og smertefuldt at omskære drenge i privat regi.

Selskabet forklarede over for Sundhed- og Ældreudvalget i Folketinget, hvorfor det er imod omskæring af drenge under lokalbedøvelse.

Af et brev fremsendt til udvalget fremgik det bl.a., at Dasim »ikke kan stå inde for drengeomskæring i lokalbedøvelse. Der er en risiko for utilstrækkelig bedøvelse, og vi ville f.eks. aldrig udføre medicinsk indiceret peniskirurgi i lokalbedøvelse. Børn har samme ret som voksne til tidssvarende smertelindring før, under og efter en operation. At børn sjældent har sproget til at give udtryk for smerter, ser vi som en skærpende omstændighed«.

Holdningen hos de sundhedsfaglige grupper fik formanden for Partiet Fremad, Simon Emil Ammitzbøl-Bille, til i et Facebook-opslag at skrive, at han ville fremsætte forslag om forbud mod omskæring.

Flere partier er enige med Ammitzbøl-Bille i, at omskæring skal forbydes. Det gælder Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance. Fra De Konservative lyder det, at man overvejer at stille sine medlemmer frit ved en eventuel afstemning.

Efter Socialdemokratiets melding har Venstre nu også bekendt kulør. Jakob Ellemann-Jensen skriver på Twitter:

- Godt at regeringen kommer på banen i spørgsmålet om omskæring.

- Det er en svær sag, der er stærke holdninger til. Men jeg er enig i, at et forbud ikke er vejen frem. DK vil stå alene med et forbud - og vi skal kunne rumme det jødiske samfund i Danmark. Det skylder vi dem, skriver han.