Ekspertrapport: Grænseåbning kan lukke flere smittede ind
Ekspertgruppe under SSI nævner i sin rapport den omstridte grænsediskussion.
Flere partier har presset på for at åbne grænserne, mens regeringen har insisteret på at afvente situationen og har lovet en melding inden 1. juni.
Den nye rapport fra ekspertgruppen under SSI påpeger, at en åbning kan føre til flere smittede i Danmark:
»En eventuel åbning af grænserne kan medføre, at smittede personer vil rejse ind i landet og derved kunne starte nye smittekæder, der kan få betydning for smittetrykket i Danmark,« skriver de i rapporten og advarer om smitte i ferieområder:
»Det kan også betyde, at der kommer flere mennesker til ferieområder, og dette vil give øget risiko for at eksisterende smitte kan spredes. Størrelsen af risiko for introduktion af nysmitte vil være afhængigt af COVID-19 forekomsten i de lande, som personerne kommer fra.«
Eksperterne tør dog ikke spå om, hvor meget smitte fra udlændinge betyder:
»Da forekomsten af smittede dels kan variere i forskellige regioner i de enkelte lande dels kan variere over tid, er det ikke muligt kvantitativt at forudsige, hvilken effekt grænseåbninger vil have på smitteforekomsten i Danmark.«
Flere partier, blandt andre Venstre har talt for en model, hvor fx turister med en sommerhuskontrakt kan få adgang til Danmark, men hvor hele grænsen ikke åbnes. Den model har regeringen ikke afvist, men statsminister Mette Frederiksen har sagt at en åben grænse ikke »står øverst på listen« i hendes prioriteter.