Fortsæt til indhold
Politik

Positiv ekspertrapport får statsministeren til at indkalde til nye åbningsforhandlinger

Ny rapport fra Statens Serum Institut viser ifølge statsministeren, at anden fase af genåbningen kan udvides. Det kan for eksempel betyde, at dansk kulturliv kan åbnes tidligere end planlagt.

En ny rapport fra Statens Serums Institut sendt fra Statsministeriet til Folketingets partier giver et nyt og optimistisk syn på genåbningen af landet.

Dels er udviklingen i ny-indlagte fortsat faldende, og ifølge rapporten, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, er der »fortsat ikke tegn på, at første fase af genåbningen har medført et øget antal indlagte«.

Ligeledes er der ifølge rapporten ikke tegn på et stigende antal smittede efter første fase af genåbningen. Ej heller en øget smitteaktivitet i samfundet, hvilket en ekspertrapport fra 6. maj ellers beskrev en risiko for, at genåbningens første fase ville medføre.

I denne uge sænkede Sundhedsstyrelsen ligeledes afstandskravet fra 2 til 1 meter. Heller ikke det nye afstandskrav ændrer ifølge rapporten på forudsætningerne af beregningerne, »da de nye afstandskrav antages at have samme smittedæmpende effekt som de tidligere.«

Ekspertrapportens konklusion får nu statsminister Mette Frederiksen til at indkalde Folketingets partier til nye forhandlinger om en mulig udvidelse af genåbningen.

»Rapporten viser, at vi fortsat har smitten under kontrol i Danmark. Fase 2 kan således gennemføres som aftalt. Dertil viser rapporten, at der på baggrund af de nyeste tal kan være grundlag for at udvide fase 2,« skriver statsministeren i en mail sendt til partilederne sammen med rapporten torsdag:

»Det er i sig selv glædeligt. Det kan fx betyde, at en stor del af dansk kulturliv kan åbne tidligere end først planlagt,« fortsætter statsministeren.

Hun forventer, at drøftelserne om en mulig udvidelse af genåbningens anden fase kan finde sted onsdag d. 20. maj.

Kan give stigning i antallet af indlagte

Ekspertrapporten kommer også med det første bud på, hvad den nyligt aftalte anden fase af genåbningen kan betyde for antallet af indlagte coronapatienter.

I dag er der 147 indlagte heraf 35 på intensiv.

Som følge af den yderligere genåbning kan antallet af indlagte stige til ca. 360 indlagte pr. 1. juli og ca. 60 indlagte på intensive sengepladser. Denne fremskrivning baserer sig på, at alle voksne holder fysisk afstand og efterlever myndighedernes hygiejneråd.

Går borgerne tilbage til adfærden før corona, så kan antallet af indlagte dog stige betydeligt mere.

»Såfremt alle voksne udviser almindelig adfærd for fysisk afstand og hygiejne som før epidemien viser 95% af simulationerne, at antallet af indlagte forventes at være under ca. 1.200 og antal indlagte på intensive sengepladser er under ca. 150 for hele landet pr. 1. juli,« fremgår det af ekspertrapporten.

Der vil dog fortsat være store regionale forskelle, viser beregningerne.

»Antallet af indlagte er betydeligt større i Region Hovedstaden og Region Sjælland end i de tre andre regioner, som frem til 1. juli vil have meget lille belastning«, står der i rapporten.

Partierne har aftalt, at det ved hver faseovergang skal overvejes, om det giver mening at åbne differentieret i landet.

Forventer stigning i smittetryk

Ekspertrapporten viser også, at smittetrykket forventes at stige med den yderligere genåbning.

I dag er smittetrykket beregnet til 0,7, hvilket betyder, at en coronasmittet viderefører smitten til 0,7 andre i løbet af sit sygdomsforløb. Dermed er smitten aktuelt ved at dø ud.

Men selv hvis alle voksne fortsat holder afstand og følger hygiejneråd, så kan smittetrykket overstige 1 - hvilket vil betyde, at smitten vil sprede sig gradvist mere i samfundet, fremgår det af modelberegningerne.

Overholder alle voksne fysisk afstand og efterlever hygiejneråd viser 95 % af eksperternes model-simulationer, at smittetrykket den 1. juni maksimalt er 1,27. Dropper borgerne afstand og ekstra håndhygiejne kan smittetrykket stige til maksimalt 1,58.