Ellemann-Jensen holder nytårstale: Jeg vil skabe tryghed
Ellemann-Jensen holder nytårstale om skattestop, klima og velfærd.
Få timer inden statsminister Mette Frederiksen (S) holder sin første nytårstale på Marienborg, har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, lagt sit bud på en nytårstale på Facebook.
Her taler han om velfærdsløfte, klimaforandringer og sundhed. Første tema, som V-formanden tager op, er skattestop.
- Jeg vil skabe tryghed om jeres privatøkonomi og sikkerhed for virksomhederne, som skaber gode arbejdspladser i vores byer og landdistrikter.
- Det gør vi ved at holde skatter og afgifter i ro. Det gør vi med et skattestop, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Herefter kommer Ellemann-Jensen ind på velfærd, og han sætter spørgsmålstegn ved, om man kan give medarbejdere mere frihed til at løfte kvaliteten i børnehaver, ældrepleje, sygehuse og skoler.
- Det tror jeg godt, vi kan. Det kræver, at vi tænker nyt, svarer Ellemann-Jensen selv på sit spørgsmål, uden at komme med konkrete forslag.
Ligesom dronningen falder emnet også på klima i V-formandens nytårstale.
- Vi skal finde ægte grønne løsninger, som går hånd i hånd med danske arbejdspladser, økonomisk fremgang og god livskvalitet, siger han blandt andet.
Statsministerens nytårstale transmitteres direkte klokken 18 nytårsdag fra Marienborg.
/ritzau/