Overblik: Her er hovedpunkterne i klimaloven
Ny klimalov skal sikre, at Danmark de næste ti år reducerer drivhusgasser markant.
Et flertal på Christiansborg bestående af alle partier undtagen Nye Borgerlige og Liberal Alliance indgik fredag aften aftale om en klimalov.
Klimaloven skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.
Det er den ramme, der skal ligge om de næste mange årtiers arbejde med at reducere Danmarks CO2-udledning.
Planen er, at klimaloven fremsættes i Folketinget i februar næste år, og at den skal følges op af en klimahandlingsplan med konkrete klimatiltag i foråret.
Her er hovedpunkterne i loven:
- Loven fastslår, at Danmark skal levere 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030. Dermed lovfæstes klimaambitionen.
- For at sikre, at målet bliver nået, skal der opstilles et delmål i 2025. Det har været et centralt krav fra flere partier i den sidste del af forhandlingerne.
- Delmålet i 2025 skal Klimarådet foreslå i forbindelse med den klimahandlingsplan, som regeringen vil forhandle på plads med Folketingets partier i foråret 2020.
- Hvert femte år skal der sættes et delmål med et tiårigt perspektiv. I 2025 et mål for 2035, i 2030 for 2040 og så videre.
- Et nyt delmål må ikke være mindre ambitiøst end det seneste fastsatte delmål.
- Med loven indføres der desuden en årlig opfølgning fra Klimarådet på, om den til enhver tid siddende regering er på rette vej med den førte politik.
- Klimarådet bliver også styrket og udvidet fra seks til otte medlemmer. Rådets midler bliver mere end fordoblet, og rådets uafhængighed styrkes ved, at rådet selv vælger ny formand og medlemmer.
- Klimaministeren skal hvert år i september fremlægge et klimaprogram med initiativer på kort og langt sigt, der viser, hvad regeringen gør for at nå klimalovens mål.
- Ministeren skal hvert år til en slags eksamen i Folketinget. Her vurderer Folketinget, om regeringens initiativer er tilstrækkelige.
- Reduktionerne i drivhusgasserne skal ske på dansk grund, fastslår loven. De nationale drivhusgasudledninger opgøres i overensstemmelse med FN’s opgørelsesregler.
- Skulle der mangle nogle få procent i at nå 70 procents-målsætningen til sidst, så har partierne dog indført en sidste udvejsklausul. Her kan partierne mødes igen og finde andre løsninger - eksempelvis køb og annullering af CO2-kvoter - hvis det er nødvendigt for at nå målet.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.