Nyt studie om ydelser til flygtninge får Venstre til at reagere
Nu er der endelig videnskabeligt bevis for, at det »gør skade på Danmark« at hæve ydelserne til flygtninge og indvandrere, lyder det fra Venstre.
Nu skal regeringen svare på, hvad den vil gøre for at undgå, at flere flygtninge søger til Danmark på grund af udsigten til højere ydelser.
Sådan lyder Venstres reaktion på et nyt studie, der er omtalt i Information fredag.
Studiet, som er foretaget af tre danske økonomer tilknyttet Princeton-universitetet i USA, påviser, at de lave ydelser målrettet flygtninge og indvandrere har betydet, at der er kommet færre flygtninge og indvandrere til Danmark.
Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, er ikke ligefrem overrasket:
»Det har vi vidst længe. Det burde egentlig være ret ukontroversielt, da flygtninge ikke vælger at søge asyl i det første land, de kommer til i Europa, men rejser langt rundt. Det har selvfølgelig noget at gøre med bl.a. ydelserne,« siger han.
Nu har vi videnskabelig evidens for, at det regeringen gør, vil føre til et brud på det, de har lovet vælgerne.
Ordføreren opfordrer derfor regeringen til at fastholde de lave ydelser fra VLAK-tiden og droppe et nyt midlertidig børnetilskud, som især vil gå til ikkevestlige familier.
»Vi bilder os ikke ind, at vi får regeringen til at rulle dens egen politik tilbage, men vi forventer at få en debat om, hvordan man kan inddæmme den skade, det gør på Danmark at hæve ydelserne,« siger Fuglede.
Første af sin slags
Debatten er ikke ny. Allerede i 2015 beskrev EU’s grænseagentur, Frontex, i sin årsrapport, at ydelserne i de forskellige EU-lande spiller en rolle for, hvor flygtninge søger hen.
Det nye studie er dog den første videnskabelige test af tesen. Forskerne har undersøgt effekten af først starthjælpen, som var i kraft i årene 2002-2012, og senere integrationsydelsen fra 2015. Konklusionen er, at disse lavere ydelser reducerede nettoindvandringen med op til ca. 5.000 personer om året, da effekten var størst.
Også mange andre faktorer påvirker flygtningestrømmen, understreges det.
Integrationsydelsen blev indført af Venstre-regeringen i 2015. Den betød, at kontanthjælpen blev reduceret med op til 45 procent for nye flygtninge og indvandrere med det erklærede formål at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark og samtidig skabe større incitament for at komme i arbejde.
Ydelsen er siden blevet kritiseret for at skabe fattigdom og have negative sociale konsekvenser.
Regeringens støttepartier vil afskaffe den, mens Socialdemokratiet holder fast i at en kommission skal komme med anbefalinger til et nyt ydelsessystem, der kan træde i kraft i 2021.
Indtil da har regeringen og dens støttepartier aftalt at hjælpe de børnefamilier, som er ramt af integrationsydelsen eller kontanthjælpsloftet.
Fra årsskiftet får de et midlertidigt, skattefrit børnetilskud på mellem 550 kroner og 700 kr. per barn per måned. Derudover får enlige forsørgere et ekstra tilskud på 650 kr. om måneden.
»De er ikke fattige«
Det er netop dén ydelse, som får Mads Fuglede til at anklage regeringen for at løbe fra løftet om ikke at lempe udlændingepolitikken.
»Nu har vi videnskabelig evidens for, at det regeringen gør, vil føre til et brud på det, den har lovet vælgerne. Derfor er det så meget mere skørt, at regeringen aktivt lemper på det her område,« siger han.
Det er ok, at flygtninge lever fattigere, så længe der kommer færre hertil?
»De er ikke fattige. De har bare færre midler. Der er ingen, der er fattigere i Danmark med de midler, man får,« siger han.
Hvorfor er det et mål i sig selv at få færre flygtninge?
»Fordi vi skal have et antal, vi kan håndtere. Hver gang vi bruger penge på mennesker, der kommer hertil udefra, går det ud over fælleskassen og den danske velfærdsstat.«
Rasmus Jarlov fra De Konservative håber, at det nye studie vil få kritikken af den lave integrationsydelse til at forstumme:
»Det er en hjørnesten i en stram udlændingepolitik, at man ikke kan få en masse høje ydelser, når man kommer til Danmark. Det handler ikke om at genere mennesker, men om at begrænse tilstrømningen,« siger han.
Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, er ikke umiddelbart overrasket over sammenhængen mellem ydelser og antallet, siger han til Information:
»Og netop derfor har vi ikke nogen ambition om at rulle integrationsydelsen tilbage til det tidligere niveau.«
De Radikales udlændingeordfører Andreas Steenberg vil ikke udtale sig om det nye studie, før han har haft lejlighed til at læse det igennem.
»Det er jo en konklusion, som argumenterer imod vores politik. Derfor vil jeg læse, hvordan forskerne finder frem til deres konklusion, før jeg udtaler mig,« siger han.