Lars Løkke skriver på nyt projekt
På en ejendom i Sverige har Lars Løkke Rasmussen givet sig til at skrive på en ny bog.
Venstres forhenværende formand Lars Løkke Rasmussen har søndag annonceret, at han er gået i gang med at skrive på en ny bog.
Meldingen fra den forhenværende statsminister er faldet på det sociale medie Instagram.
»Når solen bryder frem. Bruger nogle dage i Sverige på at få hul på en bog, jeg længe har haft i tankerne. God søndag,« lyder den kortfattede besked fra Løkke Rasmussen ledsaget af et tågefuldt billede af de aktuelle omgivelser.
Det fremgår ikke, hvad bogen præcist skal handle om.
Lars Løkke Rasmussen har fået mere tid end vanligt, efter han i slutningen af august trak sig som formand for Venstre efter mere end 10 år i spidsen.
Afskeden kom, efter der sommeren over var mere eller mindre åbne diskussioner i partiet om Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensens fremtid i ledelsen af partiet.
Efter Løkke Rasmussens abrupte afsked ved et forretningsudvalgsmøde kom der i to uger ikke nyt fra ham. Den tavshed blev dog efterfølgende brudt med interviews til DR og TV 2 samt opdateringer på sociale medier.
I forbindelse hermed kom det frem, at han sammen med sin kone Solrun også vil optræde i en pakkerejse til Færøerne. Dertil kommer det, at han sammen med sin kone har stiftet to nye selskaber: Sollar Holding, der skal drive investeringsvirksomhed, og holdingselskabet Sollar Aps, der skal leve af rådgivning, events og andre aktiviteter.
Ydermere skal Lars Løkke Rasmussen på bogturne med Kirsten Jacobsen. De to udgav tidligere på året bogen "Befrielsens Øjeblik," hvori Løkke Rasmussen blandt andet lancerede ideen om et nært samarbejde med Socialdemokratiet.
Lars Løkke Rasmussen har udtalt, at han vil fortsætte som folketingsmedlem. Hvilken rolle, han skal indtage, er dog endnu uvis.
Venstre valgte på et ekstraordinært landsmøde lørdag Jakob Ellemann-Jensen som ny formand. Inger Støjberg blev samtidig valgt som ny næstformand for partiet