Fortsæt til indhold
Politik

Østergaard aflyser opgør om regionsskat: Det er ikke vigtigt for os

De Radikale mener principielt, at regionerne skal have mulighed for at opkræve skat, men det er ikke aktuelt i de igangværende regeringsforhandlinger, siger politisk leder Morten Østergaard (R).

Regionerne er kommet for at blive, men det er ikke afgørende, om de får ret til at opkræve skat.

Sådan lyder meldingen fra De Radikales politiske leder Morten Østergaard på vej ind i Landstingssalen på Christiansborg, hvor også Enhedslisten og SF lørdag forhandler med Socialdemokratiet om dannelsen af en ny regering.

»Jeg kan forstå, at der er opmærksomhed på, om det er vigtigt for os, at regionerne igen får lov til at opkræve skat. Det er det ikke,« lød det fra Østergaard.

Som Jyllands-Posten skrev lørdag, mener både Enhedslisten, SF og De Radikales Jens Rohde, at regionerne skal have ret til at opkræve skat samt hæve skatteprocenten på samme måde, som kommunerne kan gøre det i dag.

Morten Østergaard bekræfter, det er De Radikales politik at give regionerne ret til at opkræve skat.

»Ja, det er det principielt, men jeg mener ikke, det er aktuelt i de her forhandlinger. Det aktuelle er at sørge for, at regionerne består, og vi får et bedre sundhedsvæsen,« siger Morten Østergaard og fortæller samtidig, at lørdagens regeringsforhandlingerne endnu ikke har ført til nogen konkrete aftaler.

Mens VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti gik til valg på et sundhedsudspil, der bl.a. indebar en nedlæggelse af regionerne, slog rød blok på tromme for at bevare regionerne – herunder de folkevalgte regionsråd.

Med valgresultatet står det altså klart, at regionerne formentlig kan fortsætte deres virke. På vej ind i forhandlingslokalet lagde SF’s formand Pia Olsen Dyhr vægt på, at regionerne skal styrkes.

»Det afgørende er, at vi fastholder regionerne, og det har vi fået flertal til nu. Og så skal vi give regionerne nogle muskler for netop at lave et rigtig godt sundhedsvæsen,« siger SF-formanden.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ville lørdag ikke gå nærmere ind i diskussionen om regionernes ret til at opkræve skat, men bekræftede blot, at det ville være et punkt på dagsorden.

»Vi er først og fremmest optaget af et mere decentralt Danmark med en styrket lokal kraft, så det er vores udgangspunkt,« siger Mette Frederiksen.

Forhandlingerne om en ny regering fortsætter lørdag. Hverken den kongelige undersøger Mette Frederiksen eller de andre partiledere har ønsket at oplyse, hvad der konkret foregår bag de lukkede døre.