S-borgmestre afviser konsulentbesparelser
Socialdemokratiet vil spare 27 pct. på konsulentydelserne i det offentlige. Det er urealistisk, lyder det bl.a. fra flere S-borgmestre.
En række S-borgmestre sår nu alvorlig tvivl om en krumtap i Socialdemokratiets økonomiske plan.
For at få råd til kernevelfærd vil Socialdemokratiet spare 3 af de 11 mia. kr., som kommuner, regioner og stat tilsammen bruger årligt på konsulenter. Det svarer til en besparelse på 27 pct.
Men det er ikke muligt, lyder det fra bl.a. Arne Boelt, S-borgmester i Hjørring:
»Det er altid nemt at slynge ud, at man skal spare så og så meget på konsulentydelser. Faktum er, at man ikke kan undvære konsulenter. Det kan ikke lade sig gøre.«
Også Frederikshavns S-borgmester, Birgit Hansen, afviser besparelsen.
»Lars Løkke sagde, at konsulenter også er mennesker. De har jo en funktion,« siger hun.
Regionernes formand, Stephanie Lose (V) siger:
»Vi bruger ikke mange penge på konsulenter, som kunne undværes.«
Men der kan og skal spares, fastholder S.
»Hvis ikke nogen griber ind, stiger udgifterne til konsulenter bare,« siger ordfører Mattias Tesfaye (S).