Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Danmark har 558 friskoler og 1082 folkeskoler

Debatten om de danske friskoler kører i valgkampen. Læs mere om friskolerne her.

/ritzau/

Venstre og Socialdemokratiet er i infight om, hvor meget offentlig støtte der skal være til Danmarks over 500 friskoler og private grundskoler.

I de seneste år har flere og flere forældre valgt friskoler, hvilket Socialdemokratiet mener, er gået ud over folkeskolen.

Læs mere om friskolerne her:

  • En friskole er en grundskole, der tilbyder undervisning af børn fra børnehaveklassen til 10. klasse. Det er et alternativ til folkeskolen og fungerer under friskoleloven.
  • Friskoler kan basere sig på andre værdier end folkeskolen, hvis de ønsker det. Rudolf Steiner-skoler, muslimske friskoler og grundtvigianske skoler er blandt eksemplerne.
  • Under begrebet friskole ligger også private grundskoler.
  • I 2018 var det 558 friskoler i Danmark - en stigning fra 507 i 2010.
  • I 2018 var der 1082 folkeskoler i Danmark - et fald fra 1242 i 2010.
  • I 2018 var der 536.312 elever i folkeskolen mod 573.835 i 2010. For friskoler var der i 2018 121.467 elever mod 98.380 i 2010.
  • Koblingsprocenten - støtten til friskoler per elev i procent af den gennemsnitlige udgift til en folkeskoleelev - ligger på 76 procent.
  • Fra 1995-2010 lå den på 75 procent. Frem mod 2014 faldt den til 71 procent. Fra 2015 til 2018 er den steget til 76 procent.
  • Statens udgifter til folkeskolen var i 2017 på 42,7 milliarder kroner, mens støtten til friskoler var på 6,6 milliarder kroner.
  • I 2010 var udgifterne til folkeskolen 44,4 milliarder kroner og udgiften til friskoler 3,4 milliarder kroner.

Kilder: Undervisningsministeriet, Danmarks Statistik, Politiken Skoleliv.