Analytiker om den første valgdebat: Det blev Paludans partilederrunde
Klimakrisen, pensionsalder og flygtningepolitik var de tre emner på dagsorden, men et fjerde tema stjal showet, mener Marchen Neel Gjertsen.
Valgkampens første partilederdebat, som blev sendt på DR tirsdag aften, havde egentlig tre emner på dagsordenen; klima, pension og udlændinge.
Men manden ved pulten yderst til venstre, den racismedømte advokat Rasmus Paludan, endte med at blive et selvstændigt tema, lyder vurderingen fra Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen.
»Det her var jomfrudebatten - altså første gang i valgkampen, partilederne mødtes - og det var en forsmag på, hvor meget Stram Kurs og Rasmus Paludan kan komme til at fylde de næste fire uger.«
»Partierne skulle diskutere tre ting, men det endte med fire temaer, og Paludan var det fjerde.«
Dagen igennem har både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), justitisminister Søren Pape Poulsen (K) og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen taget kraftigt afstand fra- og afvist at indgå i et samarbejde med Stram Kurs, hvis det nye parti kommer i Folketinget.
»Der er vel egentlig ingen af partilederne, som har lyst til at bruge deres sparsomme taletid på Paludan, men det endte alligevel med, at han overskyggede debatten,« siger Marchen Neel Gjertsen, som peger på Stram Kurs’ sene opstillingsberettigelse som en kæmpe fordel, fordi partiet dermed ”er nyheden” og får maksimal omtale.
»Kombineret med at hans synspunkter vækker så mange følelser i folk og i hans modstandere, er det svært at se en folketingsvalgkamp, hvor han ikke får en hovedrolle, og nu er jeg så selv med til at bidrage til Paludan-debatten,« siger hun.
Hun mener dog, at DR’s ordstyrer, Ask Raastrup, var en stor del af forklaringen på, at Paludan blev så relativt stort et omdrejningspunkt, som han blev.
»For da statsministeren prøvede at skifte emne og tale om sin egen politik, insisterede værten på at vende tilbage til den parlamentariske hypotetiske debat om, hvorvidt en ny regering kan basere sig på Paludans mandater.«
Flere partiledere tog undervejs kraftigt afstand fra Paludans islamfjendske holdninger. Blandt andre SF’s formand, Pia Olsen Dyhr:
»Stram Kurs’ udlændingepolitik løber mig koldt ned ad nakken. Jeg tror faktisk, der er plads til ude hos danskerne, at der kan være lidt mere hjerte,« sagde hun.
I det hele taget fik særligt udlændingedebatten flere af de i alt 13 partiledere til at smide fløjlshandskerne. For eksempel klandrede Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, Kristendemokraterne for at være »flygtningenes parti«, og det var ikke positivt ment.
»Hvis ikke man kan se, at religionsfriheden og ytringsfriheden er under pres, og at vi bruger 35 milliarder kroner hvert år på problemet, så skal man åbne øjnene op,« sagde hun.
Hvortil formand Stig Grenov (KD) svarede:
»Hvordan kan du tale om religionsfriheden, når du siger, at når de kommer fra muslimske lande, har de mindre værdi? Alle mennesker er unikke.«