Borgmester holder pause fra politik efter voldtægtssag
Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, står nu frem og fortæller, at voldtægtssagen fra Enhedslisten foregik i hendes lejlighed, og at hun nu trækker sig fra politik for en periode.
Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, meddeler lørdag på sin facebookprofil, at hun holder en pause fra politik. Det sker efter sigende efter, at den formodede voldtægt i Enhedslisten København skulle være foregået i borgmesterens egen lejlighed.
»Jeg er dybt berørt. Det foregik i mit hjem. Jeg kender parterne,« skriver borgmesteren i sit facebookopslag, hvor hun også giver udtryk for, at hun af professionelle er blevet opfordret til at »trække stikket i en kortere periode.«
Den omtalte voldtægtssag, der involverer et bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København, kom frem torsdag, da bestyrelsen udsendte en pressemeddelelse.
»Det er forfærdeligt for offeret, og vi er dybt berørte af det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte offeret og hjælpe politiet i deres efterforskning,« lød det i pressemeddelelsen, der blev sendt af bestyrelsesmedlem Maria José Nielsen på vegne af bestyrelsen.
Sagen fik også Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, til at kommentere på Facebook.
»Jeg blev i går orienteret om, at et medlem af vores lokalafdelingsbestyrelse i København har meldt sig selv i en voldtægtssag og har fratrådt alle sine poster i partiet af den grund.«
Det pågældende bestyrelsesmedlem er fratrådt sine poster i partiet, og vedkommende har meldt sig selv til politiet. Fredag blev det offentliggjort, at en dommer ved Københavns Byret har varetægtsfængslet det nu tidligere bestyrelsesmedlem af Enhedslisten i København i 18 dage.
Mandag skal Enhedslistens medlemmer af byrådet tage stilling til, hvem der skal overtage Ninna Hedeager Olsens opgaver på et gruppemøde.
Enhedslisten Københavns bestyrelse består af ét medlem fra hver af de 15 københavnske lokalafdelinger. Desuden er der fem bestyrelsesmedlemmer og en kasserer, der vælges på den årlige generalforsamling.