Alternativet klager til Pia K.: Lykketoft »overfusede« og truede med at »udradere« Alternativet
Alternativets folketingsmedlem Pernille Schnoor har indgivet en klage til præsidiet over Mogens Lykketoft (S).
Torsdag har Pernille Schnoor, sundhedsordfører for Alternativet, indgivet en klage til Folketingets Præsidium over socialdemokraternes Mogens Lykketofts opførsel.
Det sker efter en episode i en frokostsal på Christiansborg, hvor Pernille Schnoor sad alene, inden Mogens Lykketoft kom forbi hende og, i det hun kalder »nærmest råbende« tilstand, fremsatte en række bemærkninger hæftet på, at Alternativet forhandler med regeringen om en sundhedsreform.
»Han siger noget i stil med, ”hvad har I gang i. Det svarer jeg ikke rigtigt noget til. Men så, mens han står op, nærmest råber han til mig: ”Jeg vil gerne sige til dig, at hvis I laver den aftale, så slår jeg jer ihjel.” Så bliver jeg rimelig paf og tænker, om han mener det for sjov,« fortæller Schnoor om episoden, som ikke stoppede der:
»Jeg spørger ham, om han mener det bogstaveligt - for så havde han chancen for at sige selvfølgelig ikke. Det gør han bare ikke, men fortsætter igen nærmest råbende, at ”jeg vil i hvert fald garantere for, at hvis I laver den aftale, så vil jeg personligt sørge for, at I bliver fuldstændigt udraderede ved næste valg”.«
Pernille Schnoor valgte i første omgang at berette om hændelsen på det sociale medie Twitter, og her har Mogens Lykketoft også selv taget til genmæle.
Han afviser ikke, at hændelsen har fundet sted, men kalder det, han har sagt, for en »munter bemærkning.«
Mogens Lykketoft er i første omgang vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelser med et kort mailsvar:
»Jeg er målløs over reaktionen!,« skriver Lykketoft.
Berlingske er også lykkedes med at få fat på den forhenværende minister og folketingsformand for et længere svar. Til det medie siger han om Pernille Schnoors udlægning, at »den opfattelse er helt på månen af, hvad der foregik.«
Han siger desuden, at »det er et udtryk for, at kvinden ikke har nogen humoristisk sans.«