Fortsæt til indhold
Politik

Spændingen er intakt i ny måling

Endnu en Norstat-måling forudser, at det kommende folketingsvalg bliver en gyser.

Mens nogle meningsmålinger i øjeblikket viser et komfortabelt forspring til oppositionen, så er spændingen om valgresultatet fortsat intakt i Norstats seneste termometertjek hos vælgerne.

I målingen, som er foretaget for Altinget og Jyllands-Posten, står oppositionen til 50,2 procent af stemmerne, mens blå blok står til 48,1 procent.

Dermed ser blå blok ud til at have halet marginalt ind på oppositionen i forhold til den seneste måling fra december. Forskellen mellem parterne er dog så lille, at den forsvinder i den statistiske usikkerheds tåger. Dødt løb med andre ord.

Læg dertil at 22 procent af vælgerne endnu ikke besluttet sig for, hvor de vil sætte krydset.

Målingen er den første fra Norstat, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen og VLAK-regeringen præsenterede sin store sundhedsreform, der ventes at blive et centralt omdrejningspunkt for den kommende valgkamp. Udspillet lægger blandt andet op til at fjerne de nuværende regionsråd og erstatte dem med bl.a. 21 sundhedsfællesskaber rundt om i landet. Desuden skal sygeplejerskeuddannelsen udvides med 1.500 ekstra pladser de kommende år.

Udspillet har fået massiv omtale − både positiv og negativ − men det ser ikke ud til at have rykket mærkbart ved partiernes indbyrdes styrkeforhold, viser målingen. Ingen partier har flyttet sig signifikant.

Både Venstre og Socialdemokratiet ligger lige omkring valgresultatet fra 2015 med lige over 26 procent til S, og 19,3 procent til Venstre.

Alternativet, som peger på partileder Uffe Elbæk som statsminister, står til 4,2 procent, hvilket er to mandater under valgresultatet.

For sjette måling i træk står Nye Borgerlige til at komme i Folketinget. Nu med seks mandater, ifølge målingen.

Med til historien hører, at målinger fra andre analyseinstitutter de seneste dage har vist rødt forspring på 5-8 procentpoint. Derfor skal enkeltmålinger altid læses med forsigtighed.

Ritzau Index er et løbende opdateret gennemsnit af de seneste målinger fra fem forskellige institutter. Her står oppositionen til 51,8 procent og blå blok til 47,9 procent.

Kun én ting er helt sikker. Der skal senest være folketingsvalg den 17. juni.