Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokratiet stemmer blankt til Lindholm

Socialdemokratiet støtter ideen om et nyt udrejsecenter for dømte udlændinge på tålt ophold, men stemmer blankt til planerne om Lindholm.

Hverken for eller imod.

Det ligger nu fast, at Socialdemokratiet stemmer blankt til regeringen og Dansk Folkepartis planer om at placere tidligere dømte, udviste udlændinge på øen Lindholm i Stege Bugt.

Det bekræfter partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, over for Jyllands-Posten.

I dag behandles regeringen og Dansk Folkepartis finanslovsaftale i Folketinget, og helt op til afstemningsdagen har der været usikkerhed om, hvordan Socialdemokratiet ville stille sig i forhold til planerne om et nyt udrejsecenter på Lindholm.

Til et borgermøde i Vordingborg mandag aften ville partiets lokalvalgte folketingsmedlem, Magnus Heunicke, ikke sige, hvilken knap, S ville trykke på, når der skulle stemmes.

Men nu er valget altså faldet på ”gul”.

I en skriftlig kommentar begrunder Tesfaye beslutningen med, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke har givet noget klart svar på, hvorfor man har valgt lige netop Lindholm.

»Vi kan forstå, at beslutningen er truffet hurtigt. I Socialdemokratiet regner vi selvfølgelig med, at aftalepartierne har sikret sig et ordentligt grundlag for beslutningen. Men vi har ikke fået fremlagt dette beslutningsgrundlag.«

»Dagens ændringsforslag handler om at bevilge en større pose penge til etablering af et udrejsecenter på Lindholm. Vi støtter som sagt et nyt udrejsecenter, men kender ikke det konkrete grundlag for placeringen på Lindholm. På den baggrund stemmer vi gult til placeringen. Altså hverken ja eller nej,« skriver Mattias Tesfaye.

Alle andre oppositionspartier − dvs. Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet − stemmer nej til udrejsecentret på Lindholm, men det ændrer ikke på, at regeringen har flertal sammen med DF.

Socialdemokratiet vil gerne være med til at finde penge til et nyt udrejsecenter, som skal huse nogle af de udviste udlændinge, der i dag bor på udrejsecenteret Kærshovedgård i Ikast-Bording kommune.

Lindholm huser i dag DTU’s Veterinærinstitut, som tester virussygdomme som svinepest og mund- og klovsyge.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har sagt, at øen er »noget nær ideel« som nyt udrejsecenter, fordi den er statsejet og står til at blive ledig, når DTU fraflytter ved udgangen af næste år. Desuden ligger den så isoleret, at de kommende beboere vil mærke, at de er »uønskede« i Danmark, mener ministeren.

Det nye udrejsecenter skal efter planen tages i brug i 2021, hvor udlændinge på tålt ophold og andre udviste udlændinge, der har begået kriminalitet, skal sendes ud på øen. Planen, som ventes at koste 759 mio. kr. de næste fire år, har skabt massiv bekymring i lokalområdet i Vordingborg Kommune. Særligt i og omkring den lille by Kalvehave, hvorfra færgen til Lindholm går, er beboerne nervøse for fremtiden.