Efter ballade om FN-pagt: Støjberg melder fra til slutmøde i Marrakesh
Tyskland sender kansler Merkel, men det er uklart, hvem der skal repræsentere Danmark, når regeringen efter planen tilslutter sig pagten.
Det bliver ikke integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), der på Danmarks vegne skal tilslutte sig den omdiskuterede FN-pagt om migration, når FN-landene den 10.-11. december mødes i Marrakesh med netop det formål. Det var ellers planen, men nu skal ministeren ikke af sted:
»Jeg har ikke tidligere deltaget i den slags konferencer, og jeg ser heller ikke mig selv som deltager i den her.«
Det er hendes eget ministerium, der sammen med Udenrigsministeriet har været med til at forhandle pagten på plads i FN-regi. I en briefing til Folketinget var det således også integrationsministeren, der stod på mål og kaldte den »et ganske godt resultat«.
Regeringen overvejer, om udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) eller alternativt en embedsmand skal repræsentere Danmark. Udenrigsministeriet vil ikke svare på, hvorvidt Tørnæs skal af sted, selv om det tidligere har været planen, at hun skulle ledsage Støjberg.
I FN’s invitation til landene efterspørges en repræsentant fra allerhøjeste embede. I Tyskland stiller man således med kansler Angela Merkel, mens Norge sender viceudenrigsminister, statssekretær Marianne Hagen. I Sverige er der på grund af regeringsforhandlinger endnu ikke taget stilling.
En række lande har valgt helt at trække sig fra pagten. Herunder Østrig, der mener, at den strider mod landets stramme udlændingepolitik.
Herhjemme har pagten skabt debat, fordi den på nogle punkter ifølge kritikere ikke flugter med Danmarks udlændingepolitik. Eksperter har fastslået, at aftalen ikke er juridisk bindende, men i stedet er en fælles ramme for, hvordan flygtninge og migranter skal behandles. Pagten indeholder bl.a. en hensigt om at sidestille særligt sårbare migranter med flygtninge og at stoppe offentlig finansiering af medier, der systematisk udbreder intolerance over for migranter. Desuden skal det være lettere at hjemsende migranter.
Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) mener, at Støjbergs manglende tilstedeværelse bidrager til billedet af »en dårlig aftale«:
»Det må være, fordi hun som de fleste mennesker, der har bare en lille smule sund fornuft, nok godt kan se, det er en dårlig sag. Jeg havde i hvert fald opfattelsen, at det var hende, der skulle af sted.«
Regeringen har garanteret, at Danmark vil afgive en stemmeforklaring, der skal præcisere den danske læsning af en række punkter. Præciseringen ligger endnu ikke klar.