Fakta: Sådan måler Danmarks Statistik fattigdom
I 2015 blev den officielle fattigdomsgrænse afskaffet. Danmarks Statistik har nu lavet en ny version.
Danmarks Statistik har fastsat en ny grænse for fattigdom i Danmark. Fattigdomsgrænsen som officiel målestok blev ellers afskaffet i 2015.
Det er på baggrund af en forespørgsel fra Finansministeriet, at Danmarks Statistik har udarbejdet grænsen. Den skal bruges til at måle, hvordan Danmark klarer FN’s verdensmål om fattigdom.
Danmarks Statistik har valgt at se på tre indikatorer for fattigdom. Få et overblik over dem her:
Lavindkomst:
- Lavindkomst defineres som en indkomst på 50 procent under medianindkomsten. Der tages ikke hensyn til, om folk er studerende eller har formue.
- Medianen er det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Medianindkomsten afspejler på den måde det generelle velstandsniveau i samfundet.
- I 2016 var lavindkomsten cirka 117.000 kroner.
Relativ fattigdom:
- Danmarks Statistiks mål for relativ fattigdom kigger både på lavindkomst, formue og regner studerende fra.
- Denne målestok for fattigdomsgrænsen er inspireret af den grænse, som den røde regering indførte i 2013, og som blev afskaffet af den blå regering i 2015.
- Målet definerer en fattigdomsgrænse, hvor en person er relativt fattig, når vedkommende har en indkomst på 50 procent under medianindkomsten og en formue på maksimum det samme beløb.
- Målt for indkomster i 2016 er grænsen på 117.000 kroner. Personen må ikke være studerende eller lige flyttet hjemmefra.
Økonomisk sårbare:
- Denne type måling bygger på en spørgeskemaundersøgelse. Her skal en person svare ja til tre af fem følgende spørgsmål:
- 1) Har svært at få pengene til at slå til.
- 2) Har været bagud med betalingen af regninger.
- 3) Kan ikke betale en uforudset udgift på 10.000 kroner uden at skulle låne.
- 4) Har af økonomiske grunde ingen bil.
- 5) Har ikke råd til, at alle i husstanden holder mindst en uges ferie borte fra hjemmet.
Kilder: Danmarks Statistik og Jyllands-Posten
/ritzau/