Løkke: Ellemann skal gøre Danmark grønnere
Jakob Ellemann-Jensen skal sætte fornyet fokus på bæredygtigthed og på at bekæmpe støj og forurening i storbyerne.
Solen skinnede og smilene var som sædvanlig store, da en stribe nyudnævnte ministre trådte ud foran Amalienborg sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag formiddag.
Ny mand på posten som miljø- og fødevareminister er Venstres vellidte politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, som får til opgave at gøre landbrug- og fødevaresektoren mere grøn og "drive regeringens miljø- og fødevarepolitik videre."
»Nu skal vi videre. Også med et stærkere fokus på bæredygtigthed og på at bekæmpe støj og møg i de store byer. Det vil Jakob være den rigtige til,« sagde statsministeren, efter at have præsenteret sine nye ministre for dronning Margrethe.
44-årige Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til Folketinget på Fyn i 2011 og i Østjylland ved valget i 2015.
Siden da har han den tidligere EU-ordfører været Venstres politiske ordfører - en post der ofte betegnes som øretævernes holdeplads.
»Det bliver en ny og stor opgave. Men det bliver også en svær opgave, hvor jeg skal huske mig selv på, at jeg er politiker ikke ekspert,« sagde Ellemann på Amalienborg slotsplads.
»Jeg skal have de politiske visioner, som gør, at vi beholder et grønt Danmark og for at Danmark fortsat er i verdensklasse på det grønne område og på fødevareområdet.«
Rokaden blev udløst at, at Søren Pind og Esben Lunde Larsen begge valgte at træde ud af regeringen. Søren Pind forlader helt politik, efter at være kørt træt.
Løkke afviser, at det er et tegn på svækkelse, at to at hans ministre vælger at forlade regeringen bare et års tid før, der skal være valg. Begge har »løftet deres opgave til perfektion,« mener han.
Som ny uddannelses- og forskningsminister trak Løkke en kanin - eller skulle man sige løve? - op af hatten, ved at udpege iværksætteren Tommy Ahlers, som blandt andet er kendt fra DR-programmet "Løvens Hule."
Den 42-årige erhvervsmand får til opgave at »drive forskningspolitik ind i fremtiden,« som Løkke formulerede det. Ahlers tøvede ikke med at takke ja til jobbet, da statsministeren ringede:
»Min erfaring i det politiske er meget, meget begrænset,« siger han og fortsætter:
»Jeg har været ude i samfundet og bygge virksomheder, og nu er jeg blevet spurgt om jeg vil være med til at bygge samfundet som minister. Det er en fantastisk mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til.«