Fortsæt til indhold
Politik

Martin Geertsen overtager Pinds plads − vil kæmpe for hovedstaden

Det er med blandede følelser, at Søren Pinds gode ven, Martin Geertsen, overtager hans plads i Folketinget.

Martin Geertsen (V) stod og stegte hakkebøffer, da mobilen pludselig bimlede med breaking news: Søren Pinds forlader dansk politik.

Dermed står Martin Geertsen, som i dag sidder i regionsrådet i hovedstaden, til at gøre comeback i Folketinget, da han er førstesuppleant for Søren Pind.

En plads han tager imod, oplyser han til Jyllands-Posten.

»Jeg tager imod muligheden for at komme i Folketinget igen, men på det personlige plan er det en meget blandet dag for mig, og det er en trist dag for Venstre,« siger han.

»Søren er en meget, meget stor politisk begavelse, som nu takker af.«

De to politikere har kendt hinanden i 25 år, så nyheden om Søren Pinds exit kom derfor heller ikke helt bag på Martin Geertsen, fortæller han.

Den 48-årige venstremand sad i Folketinget fra 2011, men blev ikke genvalgt i 2015. Tilbage på Borgen vil han gøre sig til forkæmper for København og hovedstadens udfordringer, som han selv udtrykker det.

»Hovedstaden har nogle problemer, som jeg synes, der har været for lidt fokus på både i Folketinget generelt og i Venstre,« siger Geertsen.

Det gælder blandt andet trafik, trængsel, forurening og boligmangel. Derudover så Martin Geertsen gerne, at Københavns Kommune skal sende færre penge til andre kommuner i den kommunale udligning.

»Jeg har ikke noget imod, at København sender udligningskroner til andre dele af landet. Bare det blev lidt færre.«

Venstre nedsatte for nylig et hovedstadsudvalg, som skulle udvikle og genrejse Venstre i København. Søren Pind var formand. Adspurgt om Martin Geertsen vil lægge billet ind på det udvalg, svarer han:

»Alt det der med, hvad jeg skal have af formelle poster, det må komme senere.«