Regeringen vil lokke kommuner til at sænke skatten
Borgmestre kritiserer regeringen for at blande skattelettelser ind i forhandlinger om kommunernes økonomi.
Regeringen forsøger nu ad bagveje at få kommunerne til at lette skatterne.
Forhandlingerne om en ny omfordeling af millioner af kroner mellem landets rige og fattige kommuner skulle egentlig rette op på helt konkrete fejl, men elementer i regeringens udspil tilskynder samtidig kommunerne til at sænke skatterne.
Det viser det ikke offentliggjorde udspil, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.
Det er absolut ikke groet i vores have,René Christensen (DF) Finansordfører
I en treårig overgangsordning vil regeringen straffe de kommuner, der sætter skatten op, mens de kommuner, der sænker skatten, skal have en belønning.
Hvis kommuner, der står til at vinde på den nye udligning, sænker skatten, bliver deres bidrag til overgangsordningen sat ned. De beholder altså penge, som de skulle have betalt kommuner, der vil tabe på omlægningen.
Flere borgmestre kritiserer, at regeringen blander skattepolitik ind i den »helt nødvendige« ændring af udligningssystemet.
»Det er skandaløst, at regeringen har lagt sådan en skattefinte ind i udspillet,« siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens.
Han kalder manøvren »både forrykt og uhørt«.
Horsens skal, hvis regeringens forslag bliver en realitet, af med 95 mio. kr., når omlægningen er indfaset i 2022. I overgangsfasen kan kommunen dog få et tilskud, så regningen ikke slår fuldt igennem det første år. Men det tilskud bortfalder, hvis kommunen er nødt til at sætte skatten op.
Også kommuner, der vinder på regeringens foreslåede omlægning og derfor får en ekstra mulighed for at sænke skatten, kritiserer regeringens sammenblanding af udligning og skat.
»Jeg har svært ved at se, hvorfor de to ting skal blandes sammen,« siger V-borgmester i Tønder Henrik Frandsen.
I Odsherred anklager borgmesteren regeringen for at ville tvinge sin skattepolitik igennem via kommunerne.
»Regeringen har ikke kunnet levere store skattelettelser, og nu prøver den at gennemføre dem gennem kommunerne,« siger Thomas Adelskov (S).
Forhandlingerne om et nyt udligningssystem pågår i øjeblikket på Christiansborg, men hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet er begejstrede for alle elementerne i udspillet.
S afviser kategorisk at bære den del af forslaget igennem, og DF’s finansordfører, Rene Christensen, lægger afstand til skattedelen i udspillet:
»Det er ikke groet i vores have.«
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) ønsker ikke at forholde sig til kritikken.