Politik

Derfor er Slagelse uden borgmester: Kopimaskinen var i stykker

På valgnatten så det ud til at Slagelse fik en ny borgmester - John Dyrby Paulsen (S). Men Venstres Stén Knuth vil ikke opgive kæden uden kamp.

Slagelses to borgmesterkandidater - Stén Knuth (V) og John Dyrby Paulsen (S) kl. 22.20 på valgaftenen. Fire timer senere gik John Dyrby Paulsen ud med beskeden om, at han er kommunens nye borgmester. Foto: Lars Krabbe.

»Vi gav hånd og uddelte poster til alle mandaterne. Alt blev aftalt på valgnatten. Det eneste, der manglede, var en underskrift, for vi kunne ikke printe. Kopimaskinen var i stykker i byrådslokalet.«

Fordeling af Slagelses 31 mandater:

- Socialdemokratiet: 12 mandater.

- SF: 2 mandater.

- Enhedslisten: 1 mandat.

- Radikale: 1 mandat.

- Liberal Alliance: 1 mandat.

- Venstre: 10 mandater.

- DF: 4 mandater.

Sådan fortæller Villum Christensen fra Liberal Alliance om valgnatten i Slagelse Kommune, hvor et flertal støttede op om John Dyrby Paulsen (S) som borgmester. Med SF, Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance kunne han samle 17 mandater.

Kl. 02.48 på valgnatten blev det meldt ud til medierne.

Næste dag skulle den nye gruppe så mødes igen for at underskrive aftalen. Men her manglede der pludselig et mandat, fortæller Villum Christensen.

»Jeg fik et opkald fra De Radikales Troels Brandt. Han havde pludselig brug for en pause fra forhandlingerne. Den pause har varet indtil nu,« siger han og fortsætter: 

»Så det er ikke mig, der har ombestemt sig, som andre medier ellers fremlægger det. Det er Radikale Venstre, som trak sig fra den aftale, vi lavede på valgnatten. Derfor står jeg nu i en klemme.«

Villum Christensen forklarer, at han fra begyndelsen har meldt ud, at han ikke vil indgå i et smalt samarbejde, hvor han er tungen på vægtskålen. Leif Mikkelsen, formand for Liberal Alliance, har tidligere sagt i et interview med DR, at Villum Christensen ikke skal være den afgørende stemme ved valget af en rød borgmester.

Det trækker op til dramatisk slutspurt om to borgmesterposter

Selv nægter Villum Christensen at lægge sit mandat hos Venstres Stén Knuth, der har været borgmester de seneste fire år. Derfor føler han sig nu i klemme mellem de to blokke.

»Stén Knuth er en dårlig leder. Han kan slet ikke rumme at være borgmester. Det ved De Radikale også, og derfor har de også meldt ud, at de ikke vil pege på ham. Så med mindre de vil rende fra endnu en aftale, kan Stén Knuth ikke blive borgmester, for han har ikke støtten,« fortæller Villum Christensen.

Bliver en anden Venstre-politiker kørt i stilling til posten, vil Villum Christensen ikke afvise, at Venstre igen kan få hans mandat. Men så let er det ikke.

»Jeg havde et møde med Stén Knuth i kopirummet i går. Det varede ikke mere end tre minutter, for her gjorde han det klart, at der ikke er andre kandidater end ham. Han vil ikke tage kæden af,« siger Villum Christensen.

Onsdag aften skal alle partierne mødes, men Villum Christensen regner ikke med, at der bliver fundet en løsning.

Slagelse Kommune er det eneste sted, hvor man mangler at blive enige om en ny borgmester. Byrådet har til den 15. december, så skal der ligge en aftale.

Jylland-Posten forsøger at få en kommentar fra Det Radikale Venstres Troels Brandt.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her