Mikael Smed har seks børn i husstanden, er politikommissær og ny borgmester i Vordingborg
Efter et succesrigt valg for Socialdemokratiet kan Mikael Smed (S) overtage sædet.
Venstres Michael Seiding Larsen fik kun otte måneder i borgmesterstolen i Vordingborg Kommune. Efter et succesrigt valg for Socialdemokratiet kan Mikael Smed (S) overtage sædet.
Den nyvalgte borgmester bor lidt uden for Stege med sin partifælle og partner Sia Smietana. Sammen har de seks børn alle under 15 år. Det skriver Sydtid.dk.
Mikael Smed er uddannet på politiskolen i 2003 og arbejder i dag som politikommissær i Maribo. Han har i sin karriere bl.a. beskæftiget sig med hvidvaskning af penge, rocker- og bandekriminalitet.
Siden 2014 har Mikael Smed været viceborgmester i kommunen.
Børn, arbejde og politisk liv giver en travl hverdag, fortæller Mikael Smed til Sydtid.dk. Derfor har han tidligere taget børnene med til politiske møder og arrangementer for at forene de mange interesser.
Socialdemokratiet er gået frem med 11,8 pct. i Vordingborg Kommune, mens Venstre er gået tilbage med 5,2 pct.