Fortsæt til indhold
Hvis du vil vide mere

Vil ministrene og de muslimske trossamfund mødes?

Kirkeminister Morten Dahlin og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek skulle egentlig have holdt et møde med 10 islamiske trossamfund og paraplyorganisationen Dansk Muslimsk Union om stigende antisemitisme og terrorstøtte i visse muslimske miljøer.

Men torsdag, på dagen for mødet, meldte organisationerne afbud. De mente, at præmissen for mødet havde ændret sig.

I stedet indkaldte de muslimske organisationer ministrene til et nyt møde. Denne gang i Dansk Muslimsk Unions lokaler i Hvidovre, og nu skulle der også diskuteres islamofobi. Men det ville ministrene ikke være med til.

Efterfølgende har Dansk Muslimsk Union åbnet for, at de islamiske trossamfund alligevel er klar til at mødes med regeringen. På én betingelse: at de bliver mødt med åbenhed og respekt.

Så spørgsmålet er, om det her møde bliver til noget? Vi har fået mulighed for at få Morten Dahlin i studiet for at svare på de spørgsmål, der er opstået i kølvandet på dramaet. Den har vi grebet – og derfor får du her helt ekstraordinært en episode i dit feed på en lørdag.

Gæst: Morten Dahlin, kirkeminister (V)

Vært: Jacob Grosen

Tilrettelæggelse: Mathias Bonde og Pernille Skytte

Klip og produktion: Nicolai Dupont

Foto: Stine Bidstrup

Der er lånt klip fra TV 2 og DR