Er vi blevet en klub, der råber målscorerens navn tre gange? Stadionspeaker Unterschlag forklarer
Endnu en uge med to kampe og ingen sejre er gået. Men spillet er jo sådan set meget pænt. Det hjælper bare ikke det store, når man kigger i tabellen.
Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Det er noget af det, Michael ‘Jøden’ og Sture Sandø kaster sig over at diskutere i denne udgave af Hvid Røg.
Og selvom der er blevet spillet to kampe i den seneste uge, virker det til, at noget af det, der virkelig har bragt følelserne i kog i de blå-hvide hjerter, var noget, der foregik i forlængelse af Bogere og Carstensens scoringer mod OB.
Derfor er ingen ringere end stadionspeaker Thomas Unterschlag igennem for at forklare, hvad tanken bag var, at målscorernes navne blev råbt hele tre gange. Og det er lige den slags emner, der er noget for Hvid Røg at dykke ned i. Der er allerede blevet skrevet og sagt meget om det forsøg, men her kan man få udlægningen fra hestens egen mund.
Desuden er der nyt fra Sladderspalten, post fra GF-bibliotekaren og nyt til Almanakken.