Danmark er stadig de grønne energitossers land
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På forsiden af JP’s erhvervstillæg kunne man 18/8 læse en historie om den bragende fest, det har været for alle dem, der har investeret i produktion af biogas. For de almindelige skatteborgere, el-kunderne og de mange fjernvarmekunder, som skal betale regningen, har det derimod været en dyr fest. Med en afregningspris på 1,15 kr. pr. kWh, som ligger 75 øre over prisen på 1 kWh naturgas, er biogas den absolut dyreste form for brændstof til fremstilling af el og varme.
For landbruget og især de betrængte svineavlere, for hvem støtten til produktionen af biogas skulle have været en økonomisk håndsrækning, er succesen også udeblevet, fordi de pga deres dårlige økonomi ikke har kunnet få lån til anskaffelsen af de anlæg, som skulle omdanne deres gylle og halm til biogas.
Det har så bragt andre og mere kapitalstærke investorer, især inden for energisektoren, på banen, som f.eks. den tyske energigigant E.ON, der med sine milliarder i ryggen har kunnet indkassere det meste af den støtteordning på 3,6 mia. kr., som efter pres fra Venstre ved energiforliget i 2012 var blevet øremærket til landbruget.
Denne fiasko burde have tjent som et skræmmende eksempel på en forfejlet politik for politikerne for fremtiden.
Danmark er stadig de grønne energitossers land.