Vil du lære af fagets dygtigste journalister?
Så er muligheden der ved at blive journalistpraktikant på Jyllands-Posten.
To gang om året tager vi praktikanter fra journalistuddannelserne ind som del af holdet på redaktionerne.
På Jyllands-Posten har vi redaktioner med praktikpladser i både Aarhus og København. Uanset hvor du er, står et hold af Danmarks dygtigste og mest dedikerede journalister og redaktører klar til at give dig din bedste læretid.
Jyllands-Posten er i fuld digital udvikling og har styrket podcastredaktionen og gravergruppen. Som praktikant på Jyllands-Posten får du mulighed for at udvikle dig i et kreativt redaktionelt miljø, hvor virkelighedsnær, kritisk og velfortalt journalistik er fundamentet.
Vi har store ambitioner på dine vegne. Vi hylder talent, gåpåmod og engagement. Vi fremmer idérigdom, opfindsomhed og særpræg. Kommer du med en original idé, vil huset gøre alt for, at du får tid, rum og kollegial sparring, så ideen bliver omsat til journalistik.
Under hele praktikforløbet vil du have en personlig mentor – en uddannet kollega – som kan sikre dig feedback og faglig sparring i hverdagen. Du kommer til at arbejde med alle journalistiske genrer på tværs af platforme; fra lynhurtige nyheder til større interviews, features, dybdegående baggrundsartikler og undersøgende journalistik.
Der er også mulighed for at prøve kræfter med lyd som praktikant på vores voksende podcastredaktion og evt. for praktikforløb i gravergruppen.
Praktikken på Jyllands-Posten er opdelt i moduler af seks måneders varighed, hvor du vil indtræde på forskellige redaktioner. Vi har praktikpladser på følgende redaktioner:
- Christiansborg
- Nyhedsredaktionen
- Samfund
- Erhverv
- Udland
- Podcast
Jyllands-Posten lægger stor vægt på, at praktiktiden er læring. Derfor er der et årshjul klar for hver praktikant med månedlige læringsdage, hvor du ud over det daglige på redaktionen får input, viden og erfaringer fra uddannede kolleger.
I løbet af praktiktiden kommer du også på studietur. Og vi lægger vægt på, at der er et godt miljø for og omkring praktikanterne. Det også med plads til det sociale, så mediehuset støtter med tilskud til sammenkomster og aktiviteter for praktikanter.
Hvis du vil vide mere om praktikken kan du altid eksempelvis besøge os på facebook.com/jppraktik eller kontakte vores praktikantvejledere - Sofie Gøttler i Aarhus (sofie.gottler@jp.dk), Helene Kristine Holst i København (helene.k.holst@jp.dk) eller vores praktikansvarlige, nyhedsredaktør Jacob Haislund (jacob.haislund@jp.dk).