Opdaget ved et tilfælde: Møl kan nedbryde plastik
Tilfældig opdagelse er måske et nybrud i kampen mod plastikaffald i naturen.
Størrelsen er undseelig, men nybruddet ganske stort. Det må være konklusionen efter, Federica Bertocchinis har opdaget, at et lille voksmøl kan spise plastik. Dét er nemlig en unik evne, der betyder, at larven måske kan bruges i kampen med den globale forurening.
Opdagelsen skete tilfældigt, da hobbybiavleren Bertocchinis, skulle tømme et bistade, som var blevet angrebet af møl. Hun lukkede insekterne inde i en pose, men det viste sig at have en meget midlertidig effekt:
»Da jeg kom tilbage rummet, hvor jeg havde efterladt larverne, var de over det hele. Plastikposerne var fyldt med huller,« fortæller Bertocchinis til The Guardian.
Heldigvis er Bertocchinis ikke en gennemsnitlig biavler. Hun arbejder nemlig også på Cambridge University, og derfor begyndte hun straks at forske i de centimeterlange larver.
De foreløbige resultater, som Cambridge nu har offentliggjort, viser, at larverne har en usædvanlig appetit for plastik. I et af forsøgene blev ca. 100 orme indespærret med en normal indkøbspose fra et engelsk supermarked, og allerede efter 40 minutter begyndte de første huller at vise sig. Da der var gået tolv timer havde de konsumeret 92 mg. plastik.
Larvens evne skyldes ifølge Bertocchinis, at plastik på mænge måder minder om det naturlige produkt voks, som de normalt spiser. Det betyder også, at larven faktisk nedbryder plastikken, og ikke bare tygger den i mindre stykker.
»Larverne spiser ikke bare plastikken uden at ændre dens kemiske make-up. Vi har bevist, at de kemiske forbindelser i såkaldt polyethylen-plast faktisk bliver nedbrudt af larverne,« fortæller biokemikeren Paolo Bombelli, der også har bidraget til projektet.
Han mener, at det næste skridt bliver at isolere det enzym, som gør det muligt for larverne at nedbryde plastik. Det vil nemlig gøre det muligt at bruge opdagelsen i industriel skala.
»Vi planlægger at implementere opdagelsen på en funktionsdygtig måde for at slippe af med plastaffald, så vi kan arbejde på en løsning, der kan redde vores oceaner, floder og naturen fra de uundgåelige konsekvenser af plastisk ophobning,« slutter Bertocchinis i pressemeddelelsen fra Cambridge.