Næsten alle dyr stammer fra penis-orm
De næsten uddøde penis-orme er nøglen til at forstå, hvordan 90 procent af verdens nulevende dyrearter er opstået.
Ja, der er en slags dyr, som hedder ’penis-orm’ - og ja, det er, fordi den ligner en penis.
Fnis. Det har mange en studerende grinet af, men nu afslører fundet af en halv milliard år gamle fossiler, at penis-orme ikke er til at kimse af.
»Vi finder, at leddyr i virkeligheden bare er penis-orme med ben,« siger den danske palæontolog Jakob Vinther ved Bristol University, England. Det skriver Videnskab.dk.
Leddyr er ikke et snævert begreb, for det omfatter alle insekter, skorpioner, mider og krebsdyr - eller op mod 90 procent af alle nutidens dyrearter.
Sammen med kolleger har Vinther netop i det videnskabelige tidsskrift Palaeontology fremlagt fund fra Sirius-passet i Grønland af en halv milliard år gamle fossiler af det fascinerende dyr Pambdelurion, som er tæt beslægtet med stamfaderen til alle leddyr.
Nu kan forskerne vise, at dens mundapparat var stort set som nutidens penis-ormes, og dermed bliver penis-orme nøglen til at forstå leddyrenes oprindelse.
Læs også: Han dræbte verdens ældste dyr
Sirius-passet har været et meget eftertragtet rejsemål blandt palæontologer siden 1980’erne, hvor geologer fra Grønlands Geologiske Undersøgelser opdagede et lille område fyldt med exceptionelt godt bevarede fossiler fra en af udviklingshistoriens vigtigste perioder i det tidlige Kambrium.
»Studiet af dyr fra starten af Kambrium-tiden er utroligt vigtige, da det var dér, alle de moderne dyregrupper opstod,« siger palæontolog Jesper Milàn, museumsinspektør på GeoMuseum Faxe, som ikke har deltaget i det nye studie.
Det nye studie afslører, at Pambdelurions var udstyret med et modbydeligt udseende mundtøj- med en cirkel af sylespidse løsdele arrangeret rundt om et centralt hul.
Det, som virkelig får forskerne til at spærre øjnene op, er, at mundapparatet ligner mundapparatet hos en lille række sære nutidsdyr - penis-orme - som i dag stort set blot er museumskuriositeter.
Læs også: Mystisk "penis-dyr" ånder via huden
Sagen er, at det generelt er utroligt vanskeligt at sætte dyrene fra Kambrium ind i udviklingshistorien. En halv milliard år betyder, at fossilerne i Kambrium er så tidlige i udviklingshistorien, at de endnu ikke har udviklet ret mange af nutidens dyregruppers karaktertræk, og at de karakteristiske træk ved fossilerne ofte er forsvundet senere eller udviklet til noget helt andet.
»Penis-ormene beholdt det primitive mundapparat, mens det blev kraftigt modificeret hos leddyrene, og hos moderne leddyr er der ingen lighed overhovedet,« siger Jesper Milàn.
Dermed giver penis-ormen forskerne en model for stamfaderen til alle leddyrene, som forenklet sagt bare har været en slags penis-orm med ben.
Det uhyggelige mundapparat er også vidnesbyrd om en begivenhed, der for altid ændrede livet på Jorden – fremkomsten af rovdyr.