Så farlige er asteroider
I mandags fløj en asteroide tæt forbi Jorden. Men dog i så tilpas stor afstand, at der ikke var nogen fare. Risikoen for, at Jorden bliver ramt, er ikke stor, men truslen fra rummet er ikke afblæst.
Asteroiden 2004BL86, der i mandags passerede Jordens bane, ramte os ikke. Da den var tættest på Jorden, var den tre gange så langt væk som Månen. Men det betyder ikke, at det bliver det sidste, vi ser til asteroiden.
Ligesom Jorden roterer rundt om både sig selv og Solen, så har asteroiden også en bane, som den vil komme tilbage til. Den vil komme tilbage forbi Jordens bane ca. hvert tredje til fjerde år, og hvis den ændrer kurs, så kan den ramme os.
»Det er ikke sikkert, at den misser os hver gang. Dog er sandsynligheden for, at asteroiden rammer Jorden lille, fordi Jorden er lille. Men der er ingen garanti – den bedste garanti er, at det ikke sker så tit, så vi tror, at vi har styr på dem,« fortæller Anja C. Andersen, lektor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.
Forskerne holder et vågent øje med asteroiderne, fordi deres foranderlige baner øger sandsynligheden for, at de rammer Jorden. Asteroidernes baner om Solen kan nemlig ændre sig, når Solen varmer dem, fordi de i modsætning til Jorden er betydelig mindre og ikke har deres egen atmosfære. Det øger deres sårbarhed og risiko for at ændre kurs. Derfor udgør de en risiko for Jordens sikkerhed.
Hvis asteroiderne rammer Jorden
Hvis en lille asteroide eller meteor alligevel rammer Jorden, så udløser den et drøn, og en lyskegle kan ses på himlen, før den eksploderer og rammer Jorden.
Det var tilfældet Tjelbanska i Rusland i 2013. Beboere i området hørte et drøn, der fik mange til at stille sig hen til vinduerne for at se, hvad der skete. Trygbølgen fra meteoren ødelagde ruderne og skadede dermed mange mennesker. I 1908 oplevede Rusland en endnu større meteor, der faldt i Tunguska og lagde træerne ned i et stort område i Sibirien. Hvis meteoren i 1908 var kollideret mod Jorden blot to timer tidligere, ville den have ramt Skandinavien i stedet for.
En større asteroide som f.eks. 2004BL86, der menes at være 500 meter lang, vil ikke eksplodere i atmosfæren, men derimod bryde gennem Jordens forholdsvis sarte flade med sin tunge masse og efterlade et krater, der kan udløse vulkanudbrud, tsunamier og jordskælv.
Til sammenligning med ødelæggelserne i Tunguska, hvor meteorstenen var væsentlig mindre, kan 2004BL86 derfor forårsage langt større skader på Jorden. 2004BL86 stammer formentlig fra et bælte af flere millioner asteroider, som alle er mindre end ca. 100 km i bredden. De bevæger sig mellem Mars’ og Jupiters baner. Jupiter og Solen påvirker stenene med deres gensidige høje tyngdekraft. Sammenlignet med planeters størrelse er asteroider ikke meget mere end småsten, der ved solsystemets begyndelse ikke blev til planeter og derfor nu svæver rundt.
Forskernes nødplan
Hvis en asteroide er på vej mod Jorden, kan dens bane formentlig ændres på lavpraktisk vis. Det kan man gøre ved at male den hvid eller ved at dække den til i hvide klæder. Fordi asteroiden ikke har en atmosfære, bliver den nemt påvirket af Solens stråler. Derfor kan man ændre dens koalitionskurs ved at ændre dens temperatur via lysrefleksion. Men der er ingen garanti for, at planen virker – den er aldrig afprøvet.
Det er svært at bestemme størrelsen på en asteroide og derved se, hvor stor skaden bliver, hvis den kolliderer med Jorden. Men her hjælper lysrefleksionen også, da de mørke asteroider typisk er større end de lyse, som til gengæld er nemmere at se og lettere går i opløsning, fordi de er lavet af is.
»Hvis man står på en lang asfaltsvej, og der langt væk ligger en snebold og et stykke kul, så er snebolden mere tilbøjelig til at lyse op, fordi den er lavet af is, selv om kullet er langt større end snebolden,« forklarer Anja C. Andersen.
Netop fordi en asteroide – som det sorte kul – ikke altid er synlig, kan man ikke vide, om en asteroide rammer Jorden, før den er her.