Fortsæt til indhold
Viden

Fed mad holder hjernen ung

Danske forskere har ført an i en undersøgelse, hvor fedtrig kost viste sig at fjerne tegn på aldring i hjernen og blandt andet gav hørelsen tilbage hos mus.

Bo Christensen, Videnskab.dk

Mættet fedt har et dårligt ry, da det lader til at give os øget risiko for hjertekarsygdomme. Men nyere forskning peger på, at noget mættet fedt også har positive virkninger på vores krop.

Nu viser en ny danskledet undersøgelse på mus, udgivet i det anerkendte tidsskrift Cell Metabolism, at mættet fedt fra kokosolie kan hjælpe celler, der ældes for hurtigt, med at fungere normalt igen.

Faktisk fik musene på den fedtrige kost en normal hørelse igen efter nogle uger. Samtidig genvandt de aldrende mus på den fedtrige kost også et udtryk i generne, der lignede det, man ser i normale vildmus.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvordan bliver man verdens ældste menneske?

Resultatet giver håb om en ny behandling af mennesker med lidelser, der giver en fremskyndet aldring, for eksempel Alzheimers og Parkinsons, konkluderer forskerne bag undersøgelsen.

»Vi tror, en lignende virkning vil gøre sig gældende hos mennesker, da mekanismerne bag kan ses i mange arter og ligger langt tilbage i evolutionen. Derfor giver resultatet også håb om en større forståelse for aldringslidelser som Alzheimers og Parkinsons sygdom, og hvad der skal til for at hjælpe de hurtigt aldrende lidelser,« siger seniorforsker Vilhelm Bohr, professor på Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet og National Institute on Aging i Baltimore, USA, til Videnskab.dk.

Det er slet ikke utænkeligt, at han har ret, vurderer Tinna Stevnsner, lektor på Institut for Genetik og Molekylærbiologi ved Aarhus Universitet.

»Det er ret sandsynligt, at en fedtrig diæt i én eller anden grad kan gå ind og hjælpe aldrende celler hos mennesker også. Det er der efterhånden en del forskning, der peger på. Men det er stadigvæk uvist præcist, hvordan kosten kan påvirke menneskeceller i en positiv retning,« siger Tinna Stevnsner. Hun forsker selv i aldring, men har ikke været med til at lave den danske undersøgelse.

Læs også hos Videnskab.dk: Se, hvordan rygning gør dig rynket før tid

Forskere mener også, at en kost rig på mættet fedt kan gøre dig mere social og mindre aggressiv.

Det internationale forskerhold med to danskere i spidsen undersøgte, hvordan forsøgsmus, der var avlet med et manglende gen, så de blev hurtigt ældre, reagerede på forskellige kosttyper.

Forskerholdet tog også hjerneceller ud og så på alle 20.000 gener i musehjernerne. Analyserne viste, at den fedtrige diæt havde normaliseret den måde musenes gener var kodet på eller udtrykt på, så det lignede unge vildmus’.

»Det ser ud til, at fedtet, der omdannes til ketonstoffer i leveren, hjælper cellerne med at reparere sig selv og genfinde deres oprindelige funktionalitet. Et normalt genudtryk indikerer, at cellerne fungerer, som de skal, og det kunne også ses på musenes hørelse. På mange områder blev musene unge eller normale igen,« siger læge og førsteforfatter til forskningsartiklen, Morten Scheibye-Knudsen. Han er til dagligt research fellow på National Institute on Aging i Baltimore, USA, i Vilhelm A. Bohrs laboratorium.

Læs mere om undersøgelsen og om, hvilken type fedt der virker bedst, i resten af artiklen på Videnskab.dk.