Fortsæt til indhold
Viden

Sjælden terne spottet på Saltholm

<p>For første gang siden 1944, har Skov- og Naturstyrelsen observeret ynglende rovterne i det lukkede fuglereservat på Saltholm.</p>

Normalt træffes rovternen kun som en sjælden gæst på træk, men under et besøg på Saltholm blev Vildtkonsulent Sven Norup fra Skov og naturstyrelsen pludselig skældt ud af et par store fugle fra luften.

Det viste sig at være et rovternepar, som forsvarede deres rede på jorden.

”Der er ingen tvivl om, at de yngler på Saltholm. Vi fandt reden med to smukke plettede æg, som vi forstyrrede mindst muligt”, fortæller Sven Norup.

Rovternen er verdens største terne med et vingefang op til 140 cm. Det er en fugl på størrelse med en stor måge.

Den er nem at kende på det store og postkasserøde næb, de spidse vinger og et markant skrig, ”kree-ok”, som lyder lidt i retning af en fiskehejres.

”De sidste ynglefund fra Danmark stammer helt tilbage fra 1931 og 1944, ligeledes på Salt-holm,” fortæller Naturvejleder Jes Aagaard fra Skov- og Naturstyrelsen.

Rovterne lever i store dele af verden, men er forsvundet som ynglefugl fra mange europæiske lande. Den er ligeledes under stærkt pres i det skandinaviske område. Således er bestanden alene i Sverige faldet fra 1.000 par først i 1980'erne til 500 par sidst i 1990'erne.