Fortsæt til indhold
Viden

Tandlæger har advaret: Nu reagerer forskere på nye oplysninger om brugen af snus og nikotinposer

Der er fundet eksempler på en type af langvarige skader, som bekymrer en svensk ekspert.

Flere tandlæger og klinikker har advaret om skader, der ikke er set før blandt brugerne af snus eller nikotinposer.

»Vi er meget bekymrede over de her forandringer i tandkødet, der ser helt anderledes ud med bl.a. rødme og fortyndet slimhinde,« lyder det fra Gita Gale, specialtandlæge og lektor ved Göteborgs Universitet, som har udsendt pressemeddelelsen, hvor hun fortsætter:

»Forbruget - især blandt unge - er skræmmende højt i betragtning af, hvor lidt vi ved om de langvarige konsekvenser«.

Nu skal Gita Hale stå i spidsen for et nyt studie ved universitet i Göteborg for at dykke ned i de fund, der er blevet gjort rundt på landets tandklinikker.

40 personer rekrutteret

Blandt brugerne af snus og nikotinposer er der blevet opdaget betændelser eller andre smertefulde forandringer af tandkødet, der kan tage måneder eller år at hele.

Skaderne er dermed både mere alvorlige og langvarige end hidtil set, lyder advarslen fra eksperterne.

Indtil videre er 40 personer blevet rekrutteret til at deltage i forsøget ved Göteborgs Universitet, der har fået støtte fra uafhængige forskningsfonde til studiet, der vil vare i mindst fem år.

I Danmark har der været en markant stigning i de unges nikotinforbrug, siden nikotinposer er kommet på markedet, ifølge Sundhedsstyrelsen. Selvom det er ulovligt at sælge den slags produkter til unge under 18 år, indtager 18,2 procent af de 15-17-årige nikotin gennem især nikotinposer, lyder det fra styrelsen.

I efteråret varslede SVM-regeringen flere indskærpelser af lovgivningen, så det bl.a. skal være forbudt af tilføre produktet søde smage, ligesom der er sat en grænse for mængden af nikotin i poserne. Det er forbudt at sælge snus i Danmark i modsætning til Sverige.

Nikotinposer indeholder ikke tobak, men ligesom snus bliver produktet brugt ved at placere poserne i munden.