Piger har næsten dobbelt så ofte senfølger efter corona som drenge

Blandt unge, som har haft covid-19, oplever 72 procent af piger og 49 procent af drenge langvarige symptomer.

Artiklens øverste billede
Et nyt dansk studie om senfølger efter coronasmitte hos unge viser, at piger næsten dobbelt så ofte som drenge har længerevarende symptomer. Arkivfoto: Søren Vendelbo

Der er forskel på angivelsen af senfølger blandt piger og drenge mellem 15 og 18 år efter smitte med coronavirus.

Blandt de unge, som har haft covid-19, oplever 72 procent af de unge kvinder og 49 procent af de unge mænd længerevarende symptomer.

For de unge, der ikke har haft corona, er det 67 procent og 44 procent som oplever længerevarende symptomer. Det kan for eksempel skyldes dårlig trivsel under pandemien.

Det viser de første resultater fra studiet LongCovidKidsDK, som forskere fra Rigshospitalet står bag.

I spidsen for undersøgelsen står Selina Kikkenborg Berg. Hun er professor i kardiologi ved Hjertecentret på Rigshospitalet og på Københavns Universitet.

Professoren forklarer, at den hormonelle forskel mellem mænd og kvinder kan give et ændret sygdomsbillede. Sygdom kan altså være forskellig i kroppen hos kønnene.

Men det er ikke hele forklaringen, siger hun.

- Vi gætter på, at det er en blanding af biologiske forskelle, som relaterer sig til vores hormonbalance, og så nogle opfattelsesforskelle, en anden sensitivitet og en anden betydning af dét at være syg.

- Drengene negligerer det mere, mens pigerne tager det mere ind.

Piger oplever generelt deres helbred dårligere end drenge, uddyber hun.

- Studier af selvrapporteret helbredsrelateret livskvalitet viser, at piger og kvinder fra puberteten typisk rapporterer dårligere sundhedstilstand end mændene. Hvordan kan det være? Det har at gøre med den hormonelle tilstand, for man ser det ikke hos små børn og efter overgangsalderen.

- Det handler om, at piger og kvinder er mere sensitive over for kropslige symptomer og over for psykisk trivsel. De vægter det højt, og de vægter symptomer og trivsel højere end drengene.

Desuden spiller mestringsstrategier og forskellige måder at håndtere udfordringer på en rolle, siger hun.

At der er en forskel på, hvordan piger og drenge oplever og reagerer på symptomerne, gør det ikke sværere at undersøge senfølger hos unge, forklarer hun.

- Mange af symptomerne kan man ikke måle objektivt. For hvad er for eksempel den rette hovedpine? Vi kan ikke måle det, for det vil altid være individuelt.

- Men det er vigtigt at vide, fordi vi så kan være opmærksomme på det i praksis. Pigerne er ikke mere hysteriske, men de er mere sensitive over for det, de mærker. Det er slet ikke en dårlig ting. Og vi kan bruge pigernes indsigt til at blive klogere på kropslige fænomener, siger hun.

Studiet er publiceret i tidsskriftet The Lancet Child and Adolescent Health.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.