Vandkrise presser på: Sådan løser vi den
Professor peger på flere forskellige løsninger, som kan løse verdens problemer med vandmangel.
Mangel på ferskvand er én af de største globale udfordringer. Omtrent 40 pct. af verdens befolkning bor i områder, hvor der mangler vand, og det internationale diskussionsforum for regeringschefer og erhvervsledere, World Economic Forum, har i flere år peget på vandkriser som en af de helt store trusler – sågar før terrorangreb og fødevaresikkerhed. Det skriver Videnskab.dk.
Derudover betyder klimaforandringer og de rekordhøje temperaturer, vi flere steder i verden er vidne til lige nu, at mange områder, der i dag er ramt af vandknaphed, vil tørre yderligere ud og derfor bliver hårdere ramt, mens andre – færre – områder, der i dag er tørre, vil få mere nedbør og derfor mindre vandstress. Det kan lyde en anelse dystert. Men den gode nyhed er, at der faktisk bliver forsket i forskellige måder at få bugt med vandkrisen. Sammen med professor emeritus hos Geus Jens Christian Refsgaard ser Videnskab.dk nærmere på et par mulige løsninger på vandkrisen.
Læs om alle seks løsninger på Videnskab.dk
1. Vi skal spare på vandet
Vi starter med en af de lavthængende løsninger: at blive bedre til at spare på vandet. »Først er fremmest er vi nødt til at betragte vand som en begrænset ressource, som vi ikke længere kan tillade os at fråse med,« understreger Jens Christian Refsgaard, der er tilknyttet Geus og i store dele af sin forskningskarriere har beskæftiget sig med forvaltning af vand.
Flere steder i verden bliver vand klattet væk i byer, da der for det meste flyder nyt vand ud af hanen. Her kan andre lande faktisk lære lidt af Danmark. For mens verdens vandforbrug er steget støt over de seneste årtier, har vi i Danmark formået at nedbringe vores forbrug af vand per indbygger de seneste 40 år, uden at det har kostet på velfærden, forklarer Jens Christian Refsgaard. Det er blandt andet sket ved at skrue på vandpriserne. »I Danmark har vi hævet prisen voldsomt, og det hænger sammen med, at der skulle laves spildevandsanlæg i 1980’erne. Siden da er prisen så steget med omkring en faktor fem, mens vores vandforbrug er faldet med 30-40 pct.«
»En højere vandpris betyder, at folk bliver opmærksomme på deres vandforbrug, fordi det rent faktisk kan betale sig at spare på vandet.«
Læs også: Løber verden tør for vand?
2. Regnvand skal samles op
Mens vi anstrenger os for at hive vand op fra undergrunden, pøser det hvert år ned med tonsvis af regnvand fra skyerne. Det skal vi være bedre til at samle op og bruge. I Danmark er det endnu ikke noget, vi har dyrket så meget, da vi allerede er gode til at spare på vandet. Men Australien er et eksempel på et land, hvor flere borgere har installeret systemer på taget, som leder regnvandet ned i en stor beholder. På den måde kan man spare på det dyrebare grundvand, der kommer ud af hanen, og bruge tagvand til toiletskyl og til at vande haven med. »Det er noget, vi kommer til at se mere til de næste par årtier, både i Danmark, men også i lande, hvor der er større problemer med vandknaphed,« siger Jens Christian Refsgaard.