Simple grafer over den globale opvarmning efterlader ikke meget plads til tvivl
Udforsk selv de tydelige temperaturstigninger for de enkelte områder.
Vi hører i dag meget om globale temperaturstigninger og klimaforandringer, men det kan være svært at se for sig, hvor voldsomme disse klimaforandringer i realiteten er.
For at imødekomme dette har Ed Hawkins, der er klimaforsker ved University of Reading, udviklet en meget simpel type graf, der skal gøre det lettere for folk at visualisere temperaturstigningerne. Det skriver Videnskab.dk.
Graferne, som Hawkins har døbt 'Varmestriber', viser en række striber, der hver især illustrerer gennemsnitstemperaturen for et år. De blå striber ligger under gennemsnittet, mens de røde ligger over.
Graferne for de forskellige områder varierer selvfølgelig, men generelt tegner de et meget klart billede af voldsomme temperaturstigninger.
Læs også: Er 97 procent af forskerne enige om, at klimaforandringer er menneskeskabte?
Danmark, Norge og Sverige
Se eksempelvis herunder en oversigt over danske gennemsnitstemperaturer fra 1901 til 2018.
Du kan sammenligne med en mere traditionel graf med eksakte temperaturangivelser på DMI'shjemmeside, der viser at de mørkeblå svarer til minus 2 grader under gennemsnittet, mens de mørkerøde svarer til mellem 1 og 2 grader over gennemsnittet.
En lignende udvikling kommer til udtryk, når man ser på temperaturudviklingen hos vores norske og svenske naboer, for samme periode:
USA og Kina
Også i mere fjerntliggende lande, viser temperaturstigningerne sig. Her er det USA, der sættes under lup.
Og også i Kina er det for alvor ved at brænde på.
Simpelt design skal sætte gang i diskussionen
På Hawkins hjemmeside, der omhandler graferne, forklarer han, at graferne bevidst er designet meget minimalistisk for at styrke deres budskab.
Læs også: Overblik: Det ved vi om klimaets tilstand
Målet med graferne er, ifølge Hawkins, at sætte gang i en diskussion omkring klimaudfordringerne.
Hawkins har benyttet data, som stammer helt tilbage fra dengang, man begyndte at måle temperaturer og frem til 2018.
Gennemsnitstemperaturen fra 1971 til 2000 er brugt som afgrænsning mellem de røde og de blå streger.
Du kan selv klikke dig ind på Hawkins interaktive hjemmeside, Showyourstripes.info, og se nærmere på de enkelte grafer for næsten samtlige lande i verden.