Fortsæt til indhold
Viden

857 mio. private skydevåben

567.000 af dem findes i Danmark, og det svarer til 9,9 våben pr. 100 indbyggere.

Grafik: Lotte Overgaard

Small Arms Survey har kigget på, hvor mange private skydevåben, dvs. også f.eks. jagtgeværer, der findes i 230 lande over hele verden. Ikke overraskende kommer USA ind på en førsteplads på listen, idet det skønnes, at amerikanerne tilsammen ejer 393 mio. skydevåben – 32 pct. flere end en tilsvarende analyse viste i 2006. Dermed er amerikanere i dag ejere af 46 pct. af verdens samlede beholdning af private skydevåben på 857 mio. styk.

Inderne har verdens næsthøjeste antal private skydevåben – lidt over 70 mio. – mens Kina kommer ind på en tredjeplads med i underkanten af 50 mio. Regnestykket ser lidt anderledes ud, når man kigger på, hvor mange skydevåben der findes i de enkelte lande pr. 100 indbyggere. USA er stadig i front med ca. 120 våben pr. 100 indbyggere, men det vil måske overraske, at lande som Finland og Island også er på toptilisten med henholdsvis 32,4 og 31,7 skydevåben pr. 100 indbyggere.

Small Arms Surveys analyse viser, at der findes 567.000 private skydevåben i Danmark, hvilket svarer til 9,9 våben pr. 100 indbyggere.

I Japan findes der mindre end ét skydevåben pr. 100 indbyggere.