Forskeres råd: Sådan holder du fast i din træning
Vær tålmodig. Find en aktivitet, du synes er sjov. Start ikke for hårdt op. Forskerne giver gode råd med på vejen, så du ikke ender som støttemedlem i fitnesscenteret.
Det er ikke svært at begynde med at træne; det kan hvem som helst.
Men hvis du vil øge chancen for også at fortsætte, kan du med held tage forskningen med på råd. Det skriver forskning.no ifølge Videnskab.dk.
Her giver træningsforskere dig tips til, hvordan du opretholder træningen og undgår at blive endnu et af fitnesscenterets støttemedlemmer.
Vær tålmodig
Er du veltrænet, kan det være en fantastisk følelse at blive godt brugt, men som nybegynder er det en noget anden oplevelse.
»Det er ofte meget udmattende til at begynde med. Det gælder om at være lidt tålmodig og ikke give op med det samme,« siger Thomas Losnegard, lektor ved Norges Idrætshøjskole (NIH).
Vær ligeglad med fyren på nabocyklen. Han er nok et helt andet sted henne.
Læs også: 17 påstande om vægttab, sundhed og træning – sande eller falske?
Lad ham bare køre sit eget løb, mens du mærker kvalmen melde sig – og der fortsat er 40 minutter tilbage af sessionen.
Hvad synes du er sjovt?
Hvis du synes, at styrketræning er kedeligt, så forsøg dig med en eller anden form for boldspil. Ingen andre end lige dig – ikke engang en lækker og veluddannet personlig træner – ved, hvad, DU synes, er sjovt.
Dorthe Stensvold, lektor ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU), anbefaler variation. Folk er jo så forskellige.
»Hvis du let bliver demotiveret af, at alle omkring dig virker bedre og mere fit end dig, så er det måske bedst at lade være med at udsætte dig selv for det. Der er jo en masse at vælge imellem, siger hun.
Hold igen – kroppen bliver hurtigere træt
Hvis du er helt utrænet, når du meget hurtigere til det punkt, hvor det bliver for meget. Det er godt lige at have i baghovedet.
Læs også: Kan man træne sin viljestyrke?
»Hovedet kan nemlig godt narre os til at gå for hårdt frem i starten, når vi er mest motiverede,« siger Christina Gjestvang, der er ph.d. ved NIH.
Hvis du eksempelvis starter løbekarrieren med at løbe fire gange om ugen, vil du sikkert mærke fremskridt. Men så – efter en måned – bliver du måske skadet.
Hvorfor begynder DU at træne?
Det store spørgsmål – dét, som bør stå øverst på enhver træningsplan, og som du altid bør minde dig selv om – er: ’Hvorfor?’
»Det er vigtigt at have en klar idé om, hvorfor du begynder at træne,« siger Dorthe Stensvold og fortsætter:
Derefter skal du lægge en plan for, hvordan du gradvist skal nå målet og få det til at passe ind i hverdagen.
Læs også: Sådan skal du spise før og efter træning
Klap dig selv på skulderen
Du må ikke sige til dig selv: »Jeg klarer det ikke«, hvis du af en eller anden grund er nødt til at springe en planlagt session over.
»Det er okay at være til god ved dig selv, hvis tingene ikke går helt efter planen. Klap dig selv på skulderen for alt det, du har gjort, i stedet for at straffe dig selv for de ting du ikke fik gjort,« siger Dorthe Stensvold.
Husk på, at den midaldrende lycra-klædte mand på nabocyklen i spinningtimen også har uger, hvor han er syg eller er nødt til at prioritere andre ting end træningen.